Det er sgu' svært at bevare pessimismen ... maj 2001 - af Klaus K - (fra musikidol.dk) Findes der noget bedre i verden, end at se sine forventninger overgået af virkeligheden? Næh, det tror jeg ikke - og sådan har situationen været for Danser Med Drenge i 2001. Vi har været helt oppe og køre over en række utrolig vellykkede og velbesøgte koncerter landet over. Et talstærkt publikum er mødt op og har sunget med på vores sange - både de helt nye og de gamle sange fra vores Tøsedrenge-tid. Det har været en utrolig oplevelse - tak for det. Vi skal anstrenge os voldsomt for at få armene ned ... ;-)

Vi var ellers godt nede i kulkælderen i sommeren 2000, da det gik op for os, at vores sidste CD, POPSAMLING ikke ville give det forventede overskud - den ville tværtimod give os en økonomisk øretæve, da vi selv er med-investorer i CD'en. Dette gjorde vi i forhåbning om at få lidt større del af kagen end på en "normal" pladekontrakt (hvor der pga TV-reklamerne ikke er meget tilovers til kunstnerne). Men sådan skulle det ikke gå - og vi var helt nede: Uaahh .... der var ingen, der ku li os mere - hulk :-(

Og da orkesteret efterhånden også var kommet pænt op i årene (De gamle Onkler - Kjellerup & Stanley har forlængst rundet 20-året for deres debut i Tøsedrengene) - ja, så overvejede vi seriøst, om vi skulle trække os tilbage fra musikbranchen i god ro & uorden, stille gangstativerne i garagen, hvile de rustne stemmer og nyde vores velfortjente opium .... ??

Dér sad vi - ensomme og forladte, stirrende ind i væggen - ingen ville investere i os. Fyret af vores pladeselskab, vores manager, vores booking-bureau, vores koner, mænd, kærester, forældre, børn og husdyr - vi var så langt nede, at hundene ikke engang gad pisse op ad os, og myggene ikke gad stikke os - ikke engang det danske skattevæsen gad interessere sig for os længere ... og så er den jo helt gal - det ved enhver. 

Pludselig kom vi til at lytte til en af vores egne sange, som ved en fejl blev spillet på en mindre radiostation - nemlig sangen, "Rejs dig op og kom videre" - og som et lyn fra en anden verden slog det ned i os, at vi var nødt til at fortsætte vores mission og marchere videre her i livet - nemlig ved at gå ud og spille koncerter i stedet for at lave CD'er i et studie - (CD'er som alligevel ikke sælger, fordi folk for tiden ikke kan se noget galt i at kopiere dem i stedet for at købe dem). 

Og det at stå foran publikum igen har været en fantastisk oplevelse. Og hvem kan vi så takke for det? Vores publikum - vores dejlige blanding af drenge, piger mænd & kvinder, fædre, mødre, søstre og brødre, pensionister & selvstændige, direktører & sekretærer, sportsfolk, rockere, skole-elever, web-nørder, musikstuderende & lydfolk, universitets-lektorer, parkeringsvagter, straffede & ustraffede, ægtepar og fraskilte, enker og enkemænd, selvmordskandidater & glade tosser, bøsser og lesbiske, læger, sygeplejersker, kræft- og aids-patienter & naturhelbredere - for slet ikke at tale om brandsluknings-mandskabet i civilforsvaret. Vores publikum er mellem 10 og 65 år - en gruppe, som intet reklamebureau nogensinde ville kalde: En målgruppe. Sådan er vores publikum ...

Hvordan skal vi komme videre herfra? Det er svært for os at se - vi prøver nu at udsende en Live-CD, og så krydser vi fingre for, at vores publikum vil købe den. Det kunne jo være, de gerne vil høre sig selv synge på CD.

Kan vi mon lære noget af dette? Det skulle da lige være ordsproget: "Når nøden er størst er hjælpen nærmest". Det virker som om nederlaget - fiaskoen - i bund og grund rummer kimen til succes. Og det er sgu da skønt at vide, ikke? Tænk bare på alle de dejlige nederlag og fiaskoer, der venter forude ... I sådan en situation er det ganske svært at bevare pessimismen. Men vi prøver ;-)

Af Klaus Kjellerup - Danser med Drenge 
 

Til Top