SENESTE NYT KONCERTER
SIDSTE NYT OM DmD
Nyhedsarkiv 2006:
SEND
denne side til en ven
HISTORIE
HVEM ER VI?
AUDIO VIDEO HVA SIR FOLK ?
DmD-SHOP
HJEM IGEN

Se TOUR-FOTOS
Nyhedsarkiv: - 2005 - 2004 - 2003 - 2002 - 2001
Seneste  Nyhedsbrev

14. december:
Utroligt: Dobbelt-platin for Vores Bedste

Idag fik vi meddelelse om, at Ifpi Danmark har tildelt os dobbelt platin status for salget af Vores Bedste. Utroligt ... albummet har nu solgt 85.000 eksemplarer. 

Hvis nogen havde malet dette scenarie ud for os for 5 måneder siden, ville vi ikke have troet dem - det er jo ikke særlig lang tid siden, vi måtte sidde og pakke vores egne albums på pladeselskabets kontor for overhovedet at kunne få dem ud til publikum.

1000 TAK til alle vores dejlige fans for denne herlige oplevelse. Vi håber vi kan leve op til forventningerne til vores næste album ... som vi skriver på for tiden. 

Indtil da kan vi uden at lyve skrive: - Gør som de andre &  KØB HER ... !


10. december:
JULEFOTO  2006 - Under den sædvanlige tumult afviklede vi den store årlige DmD-julefrokost, og vi fik samtidig taget det traditionsrige DmD-julefoto 2006 - med samtlige ledende medarbejdere i DmD's efterhånden store cirkus. 

TAK for et helt vidunderligt 2006 - vores bedste år nogensinde !!  - Vi glæder os vildt til at se alle vores dejlige publikummer igen på TOUR 2007. Indtil da: Meld dig til vores NYHEDSBREV og modtag info om de nye koncerter - og om de nye sange, som vi sidder og skriver på nu.

Foto - bagest fra venstre: Kasper Langkjær, Pastor Qwist, Bogholder Hans Simonsen, Rimsmed Jazzy H, Koncertarrangør Anders Sørensen, DmD-shop bestyrer Nina Weidemann, Teknisk chef Jacob Navne. Forrest: Oberst Bolvig, Rie, Onkel Stanley & Klaus K. 


4. november:
NYE SANGE I ØVELOKALET ... Vi har været i øvelokalet i Helsingør i en uge og har øvet en håndfuld nye sange. Det var en herlig oplevelse at være sammen på den gammeldags manér igen, uden at skulle øve til en ny tour - men derimod til nye sange. Nøjagtig sådan her gjorde vi i vores glade ungdom. Og det bedste af det hele: Det lød sgu egentlig ret godt ... ! Så vi kan allerede nu sige ret sikkert, at der kommer et nyt album fra DmD i 2007 - men formentlig først til efteråret. Vi har nemlig også lige en TOUR 2007, vi skal have gennemført fra marts ... og texterne skal jo også lige skrives - vi glæder os til at kunne spille nogen af de nye sange for Jer på TOUR 2007. Hold øje med KONCERTSIDEN

7. oktober:
EN FANTASTISK SUCCES-HISTORIE:
  • 34 UGER I TOP-20
  • 8 UGER SOM NR. 1
  • ÅRETS MEST SOLGTE ALBUM INDTIL NU
  • TÆT PÅ 80.000 SOLGTE EKS
Det er utroligt det kan fortsætte - sikke et år, det har været for DmD. Vores plade-partner RecArt Music har netop meddelt os, at der formentlig ikke går så lang tid før vi skal have dobbelt-platin for  VORES BEDSTE - idet vi er nu tæt på 80.000 solgte eksemplarer af albummet. Vi nåede som bekendt ikke at få vores enkelt-platinplader (40.000 solgte) fordi vi havde for travlt med at spille koncerter - og vel at mærke lutter udsolgte koncerter ... !

TAK til alle vores fans for denne utrolige oplevelse. Se HITLISTEN

VORES BEDSTE - årets mest solgte

FORRYGENDE TOUR-AFSLUTNING 2006 - Det blev en fantastisk tour-finale i Vega i København, hvor vi spillede (endnu) en udsolgt koncert for 1500 glade publikummer. Se mere om koncerten HER

TOUR 2006 er nu slut - vores bedste tour hidtil - med 55 koncerter overalt i landet, som for det meste har været udsolgt. TAK for alle de dejlige oplevelser rundt omkring ... se billeder fra alle vores koncerter under TOUR-FOTOS - Vi går nu i vinterhi & forsøger at lave nye sange, som vi kan synge sammen med vores dejlige publikum i fremtiden. Vi vender tilbage med TOUR 2007 i marts, dog med lidt færre koncerter næste år, da det har været temmelig hårdt at gennemføre 55 koncerter - ikke mindst for de gamle onkler. Vi holder Jer opdateret via vores NYHEDSBREV

Hvis du vil kommunikere med os inden da, så skriv i vores FORUM - vi svarer så hurtigt vi kan. 
TAK for en kanon TOUR 2006 ... !


3. sep:
Nu kan det ikke skjules længere:

Onkel skal være far ...

Fra sladder-redaktionen: - Så kan de glædelige begivenheder  ikke skjules længere - Onkel Stanley har sammen med sin søde kæreste Maria lagt i ovnen til et nyt hit - en lille ny reggae-onkel eller -tante, som vil se dagens lys om føje tid. 

De to turtelduer har forsøgt at skjule det for omverdenen igennem et par måneder, men nu går den ikke længere, da det efterhånden tydeligt kan ses, at Maria ikke blot lider af lidt diskret overvægt. Vores altid årvågne sladder-redaktør, Klaus K tog derfor dette foto af de glade & forventningsfulde forældre.

Det er Onkels Stanleys debut som familiefar - i en alder af 53 - mens Maria er i den stærkt fødedygtige alder 27. På spørgsmålet om Onkel Stanley mener, han kan klare de fysiske udfordringer, siger han glad henvendt til sin kæreste: "Du ordner det, min søde ...!" ... hvorefter de begge griner højt - mens den rutinerede barnefar Oberst Bolvig ryster på hovedet: "Han bliver klogere ... "


Onkel Stanley viser stolt Maria's flotte mave frem - det kommende vidunder er omgående blevet døbt "Lille-Onkel" af bandets øvrige herrer, men det kan jo altså statistisk set ligeså godt blive en lille tante ...

3. aug:
DmD i medierne ...

DmD's succes på pladefronten & ved koncerterne er nu også ved at give genlyd i de landsdækkende medier. Det er ellers ikke dér vi har boltret os mest - kun på annonce-siderne. De store blade har oftest kun været interesserede i at skrive om DmD, når vi har været ude for ulykker eller dødsfald.

Så meget desto mere grund er der til at bemærke, når der bliver skrevet gode, dybtgående artikler om DmD.

Kristeligt Dagblad skriver fx. ikke kun om kirkelige emner, men også om popmusik. Se avisens store artikel om DmD, skrevet af journalist Jørgen Steens. Den rummer både et interview med Rie & Klaus K samt en reportage fra vores koncert i Herning i foråret - læs her: 

Kristeligt Dagblad - Livsglæde med eftertanke

Eller den sidste artikel i Jyllands-Posten, som besøgte os ved vores nylige koncert i Ebeltoft - læs en del af den her:

Jyllands-Posten - "DmD: Rejs dig op og kom videre"


6. juli:
DmD gæster på Radio 2

Rie & Klaus K var torsdag gæster i Radio 2's morgen program, "Endelig sommer" hos værterne Marcel Juul Østergreen & Lisbeth Janniche. 

Rie fortalte, at hun nu føler sig klar til Vig Festival efter sin operation - mens Klaus K til gengæld røbede at han har fået dårligt ben ... det svævede dog hen i det uvisse om denne "sygdom" er et kikset forsøg fra Klaus' side på at tage lidt opmærksomhed fra Rie's operation ...

Både Marcel & Lisbeth afslørede sig som store DmD-fans, og Lisbeth gav prøver på sine evner som korsagner i DmD. Rie & Klaus K afslørede sig til gengæld som helt umulige deltagere i Radio 2's konkurrence "Gæt en kendt" & Lisbeth fortalte, at hun aldrig har oplevet en så lav score, som Rie & Klaus K kunne præstere ... lyt til DmD-interviwet  HER


Marcel, Lisbeth, Rie & Klaus K på Radio 2 ...

4. juli:
Rie: Jeg har det fint nu ...

Rie er nu kommet 80% til hægterne igen - en uge efter sin underlivs operation på Hamlet Privathospital.  Allerede nu føler hun sig så meget på toppen, at hun glæder sig til vores koncert på Vig Festival 8. juli

"Jeg har taget det stille og roligt, men jeg kan mærke allerede nu, at jeg er på vej tilbage i fulde omdrejninger. Idag har jeg sunget Eros Ramazotti, mens jeg kørte i bil - og det lød da meget godt. Stemmen & maven føles OK," siger hun.

"Når jeg har fået fjernet stingene fra maven (på onsdag) vil jeg forsøge at synge en hel DmD-koncert med vores sidste dvd i baggrunden. Jeg er ret sikker på, at jeg kan klare koncerten på Vig Festival. Ellers må publikum hjælpe mig lidt - lige som de plejer," griner hun.

Rie har iøvrigt været helt rørt over alle hilsnerne fra DmD-fans'ene på vores website. "Tak for Jeres søde ord allesammen - det har virkelig hjulpet mig!" - se alle fan-comments i vores - FORUM

Rie på benene igen - hun var mandag på besøg hos Klaus K med hele sin familie. Formålet med besøget var at se på en 3-ugers kattekilling ved navn Bob, som Klaus K forsøger at prakke Rie's familie på. Det lykkedes næsten ... 


28. juni:
Rie opereret - koncert aflysning

Meget imod vores vilje bliver vi desværre nødt til at aflyse en planlagt koncert, nemlig vores koncert på "Rock i Ringkøbing" 8. juli, af helbredsmæssige årsager.

Rie er nemlig lige hjemvendt fra en operation på Privathospitalet Hamlet mandag 26. juni, hvor hun fik fjernet en 10 cm cyste fra underlivet. Cysten var heldigvis godartet, så der er ingen grund til bekymring - men eftervirkningerne af operationen gør alligevel, at vi må melde pas til netop denne ene koncert i det meget stramme koncert-program vi kører - med ialt 60 koncerter på Vores Tour 2006.

Heldigvis har arrangørerne af Rock i Ringkøbing accepteret vores aflysning - de tilbyder os i stedet at spille koncert i Ringkøbing til foråret 2007, hviket vi har sagt ja tak til. Vi glæder os til at møde alle vores vestjyske fans på det tidspunkt i stedet. 

I stedet for DmD har Zididada indvilliget at spille på Rock i Ringkøbing. Vores øvrige tour er ikke berørt - vi spiller alle vores andre koncerter som planlagt. Se iøvrigt vores pressemeddelelse

Når alt dette er sagt, vil vi gerne sige tak for Jeres tålmodighed. Vi har på grund af usikkerheden omkring Rie's indgreb ikke været så flittige til at kommunikere her på siden, da vi har været nervøse for Rie. Frygten for, at hun kunne fejle det samme som Philippa har naturligvis ligget i baghovedet - men sådan skulle det heldigvis (og retfærdigvis) ikke være. Så i bund og grund er alting nu skønt - og Rie er glad & har det godt. Vi glæder os til at se Jer allesammen igen ... se update: Rie: Jeg har det fint nu ... 

Rie er hjemvendt fra hospitalet i god behold - en godartet cyste lettere. "Jeg glæder mig til at se alle vores fans ved koncerterne igen," siger hun ...


11. maj:
OBS - DmD afløser for Sanne 

Det er med blandede følelser vi har accepteret at afløse for Sanne Salomonsen ved hendes aflyste koncerter på Odense Open Air 13. maj -  Faaborg Sommerrock  27. maj & Vig Festival 8. juli

Vi er naturligvis glade for at kunne hjælpe koncert-arrangørerne ud af den knibe de står i -  pludselig er de uden deres ene markante hovednavn - men vi er samtidig utrolig kede af at høre om Sannes sygdom. Vi håber at hun snarest kommer på benene igen og fortsætter sin karriere. 

Vi kender Sanne som et fantastisk menneske & en meget professionel kunstner fra festivalerne rundt omkring i landet - hun har siden sit gennembrud i 70-erne været en stærk inspiration & ledestjerne for vores generation af musikere. Vi har selv alle hendes plader tilbage fra gamle dage, og både Rie & Klaus K var blandt publikum ved hendes flotte show i Bellevue Teateret sidste år. 

Se Sannes website - eller send hende en god-bedring hilsen


26. april:
200 ekstra billetter til DmD i Fredericia 5. maj !!

En glædelig nyhed til de fans, der har måttet gå forgæves for at få DmD-billetter: Vi blev idag ringet op af Dan Dorschel fra Fredericia Teater, som fortalte at det lokale brandvæsen har godkendt, at der lukkes yderligere 200 publikummer ind til vores ellers udsolgte koncert i Fredericia Teater fredag 5. maj. Der er nu plads til 1000 publikummer i stedet for 800.

Dan fortæller, at Teateret har været bestormet af DmD-fans, der har måttet gå forgæves efter billetter fra alle nabobyerne: Kolding, Vejle, Odense - og endda nogen helt fra Aalborg ... han regner derfor ikke med, at det kommer til at tage lang tid at sælge ekstra-billetterne.

Så skynd dig at ringe, hvis du vil have billetter til DmD-koncert i Fredericia - billet telefonnummeret er: 72 10 67 10 - eller prøv Billetbyen for online-salg


26. april:
EN HELT UTROLIG SUCCES-HISTORIE:
  • 8 UGER SOM NR. 1
  • PLATINPLADER
  • 50.000 SOLGTE EKS
Vi tror næsten ikke vores egne øjne - men det ER sandt: DmD troner for 8. uge i træk på førstepladsen af den danske album-hitliste med VORES BEDSTE - Vi er nu tæt på 50.000 solgte eksemplarer af albummet, og nåede ikke engang at give os selv platinplader (som man får for 40.000 solgte) fordi vi havde for travlt med at spille koncerter - og vel at mærke lutter udsolgte koncerter ... !

Hvis nogen havde malet dette scenarie ud for os for 2 måneder siden, ville vi ikke have troet dem - det er jo ikke særlig lang tid siden, vi måtte sidde og pakke vores egne albums på pladeselskabets kontor for overhovedet at kunne få dem ud til publikum - som vi gjorde med vores Live 2001-album.

Det kan man da kalde en succes-historie ... TAK til alle vores fans for denne utrolige oplevelse. Se HITLISTEN

Luxus-udgaven af VORES BEDSTE - salget slår alle forventninger & rekorder, og runder i disse dage 50.000 solgte eksemplarer.

23. marts:
JUHUU - 2 X GULDPLADER ... ! - efter kun tre uger på hitlisten har vi modtaget guldplader for  VORES BEDSTE  som i skrivende stund sælger derudaf og nu har solgt ca. 30.000 eksemplarer. Men ikke nok med det: Vi har også fået GULD for vores gamle opsamlingsalbum,  POPSAMLING  som nu har solgt 25.000 eksemplarer. Det er slet ikke til at fatte ... vi ved ikke hvilket ben vi skal stå på, men det er også ligemeget for alle vores ben står nu solidt plantet i den blå luft - så vi blir nødt til at stå på hovedet. Vi takker alle de DmD-fans, som har gjort dette muligt for os ... TAK. 

Billedet viser hele bandet med hædersbevisningerne i Kongens Have - bemærk herren til højre i billedet, som stråler sådan af  glæde, at han ligner en nyslået 10-krone i ansigtet. Det er vores samarbejdspartner, Jens Ove Friis fra RecArt Music, som har satset på DmD siden år 2003 - klogt, viser det sig - idet han nu kan hale gevinsten hjem. 


10. marts:
FANTASTISK: DmD Nr. 1 på HITLISTEN ... !

Der er sket intet mindre end en sensation i vores liv:  - DmD ligger nu på anden uge nr. 1 på hitlisten over solgte albums i Danmark ... ! Efter kun to uger i butikkerne har vores dejlige publikum revet Vores Bedste  ned af hylderne i et for os hidtil uhørt højt tempo ... hvem skulle have troet det kunne ske? - og så i vores vores fremskredne alder (for nogens vedkommende i hvert fald) ... vi må knibe os selv i armene. Skyldes det måske  vores flotte TV-reklame?  Nå ... ligemeget: TAK allesammen for Jeres support ... ! Dette er en af de største ting, et orkester som vores kan opnå - og det er første gang det sker for os. Det tætteste vi har været før var en 2.-plads i 1995 med vores 2. album (med "Er der nogen i himlen?") - Se DK's officielle hitliste HER

Det kommer som en perfekt optakt til "Vores Bedste TOUR 2006", som starter 17. marts - og som vi i disse uger er ved at forberede os på - se foto fra øvelokalet, da vi fik meddelelsen ... Vi glæder os nu absurd meget til at se vores publikum igen - parate til at yde vores allebedste ved årets koncerter


24. feb:
SÅ ER DEN HER: 
Vores bedste i butikkerne nu!

"Ih, hvor er den dejlig at røre ved," sagde Steffen, da vi omsider modtog den færdig-pakkede Luxus-udgave af vores nye album "Vores Bedste". "Man kan næsten ikke lægge den fra sig igen," tilføjede han - mens han bladrede ivrigt i det flotte 4-fløjede digipack-cover, som luxus-udgaven er pakket ind i.

"Ja - den er da lækker, hva?" sagde Rie, da hun fløj ind af døren fra arbejde for at hente et eksemplar til sig selv og ét til sin mor. "Den kan vi godt være bekendt at udsende. Nu må vi bare håbe, publikum også kan lide den - og vil købe den selvfølgelig ..." - og så løb hun afsted igen uden at nå at få overtøjet af ...

Denne pludselige hardware-fixering i DmD er måske et nyt trend i musikbranchen? 

Albummet rummer alle vores største hits - ialt 31 tracks på 2 CD'er. Luxus-udgaven rummer endvidere koncert-DVD'en & alle texterne i digipack-indpakning (ligesom en bog).

KØB albummet her: - Axel Music  -  CDskiven  -  DmD-shop - eller i de almindelige fysiske butikker.

LÆS mere om albummmet HER

- eller se  Er der nogen i himlen?  fra koncert-DVD'en


Vores nye single - kun til salg på internettet ...
13. feb:
NY single: Gør vi det godt nok?

Den nye single fra vores kommende "Vores Bedste"-album hedder "Gør vi det godt nok?" - og den er netop udkommet i online-butikkerne ... bemærk: Den er kun til salg på internettet.

Vi er enormt spændte på at høre, hvad du synes om den. En sang er som bekendt intet, før publikum har fældet deres dom over den ...

Texten er en dybere DmD-text - inspireret af de tanker, der har kørt rundt i vores hoveder siden det mærkelige trafikuheld i sommer, som vi mirakuløst slap fra med livet i behold. Melodien (skrevet af Bolvig & Klaus K) er en smuk ballade, synes vi selv ... 

Køb den billigt online hos Bilka - eller  Payload - og lad os høre din mening - HER

Læs pressemeddelelse & anden info om single og album  HER


9. feb:
"Vores Bedste" er klar 24. feb ... 
kan forudbestilles nu

Så er "Vores Bedste" sendt til CD-fabrikken i Saxkøbing, og vi krydser nu fingre for at der ikke sker fejl, så den er klar i butikkerne 24. feb ... albummet er, som vores samarbejdspartnere i Recart Music udtrykker det: "Et overflødighedshorn af store hits" ... hmm, lidt overdrevet måske - men alligevel. Der er i hvert fald 31 sange på - nemlig:

  • De største hits, valgt af publikum ved en afstemning
  • nogen ikke-tidligere udgivne versioner af sangene
  • 3 remix - heraf et helt nyt remix af "En dejlig morgen"
  • plus en enkelt helt ny sang: "Gør vi det godt nok?" ... 
Hør en smagsprøve: - Gør vi det godt nok

Albummet kommer i 2 udgaver - en normal "Skoda-udgave" til nye fans - og en særlig Luxus-udgave til alle vores goe gamle fans, som har holdt os oppe i svære perioder tidligere. Luxus-udgaven indeholder en koncert-DVD af vores måske bedste koncert nogensinde på Skanderborg i 2005. Endvidere findes alle texterne i Luxus-udgaven ...

"Vores bedste" kan forudbestilles nu hos flere forhandlere - læs mere om albummet og forudbestil HER

Coveret til Luxus-udgaven - som bliver fabrikeret i kvalitetsmateriale. Bemærk Onkel Stanley er for en sjælden gangs skyld i jakkesæt ... ;-) 
Fotos: Claus Peuckert.


21. jan:
EN MILEPÆL I VORES HISTORIE?

Vi har fået retten til de gamle DmD plader tilbage

Dokumentet på billedet til højre er en milepæl i DmD's historie - vi har nemlig fået retten til vores gamle albums tilbage fra Sony Music. Det betyder, at DmD's pladeselskab Glad Grammofon nu sidder på kuskesædet og kan sælge alle DmD's albums selv.

Efter lange forhandlinger er det lykkedes at indgå en aftale med Sony-direktør Henrik Daldorph (th) om at Glad Grammofon licensierer indspilningerne af de gamle DmD-tracks fra Sony imod en royalty betaling til Sony Music pr. solgt album.

Herren til venste er direktør Jens Ove Friis, RecArt Music - vores samarbejdspartner - han skal sammen med os udsende DmD's nye album "Vores bedste" 24. februar - med alle de gamle hits.

Derfor er de alle glade: Jens Ove Friis er glad, fordi han nu skal sælge DmD's hits sammen med os - Klaus K. er glad, fordi vi nu selv kontrollerer alle vores egne indspilninger - og Henrik Daldorph er glad, fordi han nu kan læne sig tilbage og se pengene rulle automatisk ind på Sony's konto (håber vi ... )

Smil i pladebranchen: Jens Ove Friis, RecArt Music - Klaus K, Glad Grammofon og Henrik Daldorph, Sony-BMG Music med licens-aftalen, som giver DmD retten til at sælge de gamle DmD-albums med royalty til Sony ...


19. dec:
SÅ HAR VI SET DET MED:

Onkel Stanley i jakkesæt

Vi har været i foto-studiet i den forløbne uge for at tage billeder til vores kommende Greatest album-cover, og her skete der ikke så lidt af en sensation i DmD-regi: Onkel Stanley optrådte i jakkesæt - noget han ikke har gjort siden for 16 år siden, hvor han optrådte i sin afdøde fars sæt (det med mølkuglerne) ved Klaus K's bryllup.

Alle ægte DmD-fans ved at dette er helt uhørt, idet Onkel Stanley altid optræder i spraglede skjorter eller 70-er agtige kjortler -  eller til nød strutskørter, når han skal lave overraskelser med os andre på scenen i Pumpehuset.

Det var Klaus K, der fik Onkel Stanley overtalt til at få et flot sæt tøj - så de to var i byens dyreste butikker for at finde det perfekte sæt til den ellers spraglede onkel. Som man kan se, ser Onkel Stanley vanvittig godt ud i sin nye stil. Han ligner en blanding af en mafia-boss & den tidligere borgmester i Stenløse

DmD's herrer i jakkesæt ved vores fotosession hos fotograf Claus Peuckert til brug for vores nye Greatest-album. Rie er ikke med på dette billede, da hun er fotografen. Bemærk Onkel Stanley i midten - og hans nye stil ... 


Se TOUR-FOTOS
Nyhedsarkiv: - 2005 - 2004 - 2003 - 2002 - 2001
Seneste  Nyhedsbrev