Vores bord er det eneste, der ikke er væltet. Det er kun fordi et par unge damer, har taget opstilling på det, for at få bedre overblik. De står elegant mellem vores Hof og Tuborg.

Alting gynger. Selv den range sofabænk langs væggen, hvor kun den aller yderste kant lader sig sidde på. Resten er i vores øjenhøjde optaget af ben i alle stilarter - ben, der hører til kroppe som svajer rytmisk i takt til musikken et sted deroppe i nærheden af loftet. Vi sidder i et bølgende hav af unge i et lokale på størrelse med en pæn stor vinkelstue. Inden billetdamen udenfor løb skrigende ud i marehalmen, havde hun forsynet

For et par år siden sagde de med taknemmelighed ja til at spille en aften for 2000 kroner. Måske ville der oven i købet komme nogen og høre på dem. I dag tager de 50.000 kroner for en koncert, men så ved enhver

Den første plade

De hed Klaus (Kjellerup) og Henrik (Stanley), og adskillige år senere mødte de tilfældigvis hinanden igen i Rungsted fordi det var gået deres forældre så godt økonomisk, at de havde taget springet fra Valby til whiskybæltet. Klaus kom i lære som journalist og Henrik blev postbud, og i fritiden dyrkede de deres fælles interesse, musikken. De dannede et »kælderband«, og det skete der ikke meget ved. Sådan gik nogle år, og da Klaus og Henrik efterhånden blev trætte af at vente på berømmelsen, besluttede de sig for at indspille og udsende en plade - om de så skulle betale for den selv. For at få musikken til at lyde af lidt mere skulle de bruge en trommeslager, og så spurgte de om vennen Jan Sivertsen ville være med.

Hvis Tøsedrengene havde levet op til deres navn, var de stoppet her, og ingen ville have hørt mere til orkestret. Men de fortsatte med at spille sammen efter pladeudgivelsen i 1979, og to år senere besluttede de at forsøge med endnu en plade. De havde indset, at deres vokale formåen var begrænset, og de havde efter afstemning optaget to piger i orkestret, joumalistelev Anne Dorte Michelsen og Gitte Naur. Meningen med pigerne var, at de skulle synge »shub-du-ah-tra-la-la« i baggrunden på pladeindspilningen og ellers være tilfredse med det. Da melodierne var færdige til den anden LP, voldte det kvaler med teksten til én bestemt melodi. »Stanley og jeg masede fortvivlet med teksten,« siger Klaus. »Vi forsøgte noget med Danmark i rødt og hvidt og ligesom i gamle dage, men godt var det ikke.«

- Anne Dorte havde jo tidligere skrevet en hel del tekster til andre bands, så vi spurgte om ikke hun kunne tænke sig at forsøge at sætte ord på denne her. Det gjorde hun, og det blev til »Sig du ka'li' mig«.

Succes i Tivoli

Det er siden blevet til både en guld og en platin-plade til Tøsedrengene, og deres koncert i Tivoli i maj samlede op imod 30.000 tilhørere. Deres rytmiske rock-reggae musik og direkte tekster har appel til en masse, og orkestret ligger nu et sted oppe i toppen af de bedst spillende herhjemme. Især det sidste års succes kunne give det indtryk, at Tøsedrengene i fritiden står med en stor skovl og skovler penge ind.

En koncentreret Michael Bruun
forbereder sig til koncerten.

Det med pengene fra koncerterne og pladerne kan det være lidt svært at få et fornuftigt forhold til, synes de. Det mest fristende er bare at bruge løs, men, siger Michael Bruun, »det er farligt at blive berømt og pludselig tjene penge, for øjeblikkelig er man tilbøjelig til at sætte sit privatforbrug op, og det har fået mange til at gå ned med flaget. Vi får jo hele puljen udbetalt uden skattetræk fordi vi er B-skatteydere. Regningen kommer senere, og hvis der ingen penge er, så ringer klokkerne.«

- Derfor er vi nødt til at være så økonomiske og fornuftige, siger Anne Dorte. - Vi skal virkelig alle sammen tænke på, om vi kan købe de cowboybukser nu, som vi gerne vil have, eller om vi skal vente til næste måned. Mange tror sikkert, at sådan noget behøver vi ikke spekulere på. Men vi skylder alle sammen skattevæsenet penge hele tiden. Jeg har ikke noget imod at

Så meget tjener de

Jan Sivertsen siger, at den eneste måde man kan administrere det på, er ved simpelt hen at sætte halvdelen af hvert eneste honorar i banken med det samme og så glemmer alt om de penge. Men det er i øvrigt først inden for det seneste halvandet år, at han økonomisk har fået lidt ud af at spille i orkestret. Og han mener nok, at der skal ske meget endnu, før han kan leve op til det, som mange tror han er - en velhavende rockstjerne.

Sidste år tjente medlemmerne fra 80.000 til 120.000 kroner alt efter, hvor meget de havde bidraget med af tekster og melodier. I år regner de med at nå et minimum på 150.000 kroner, og til ,sammenligning siger Michael Bruun, der til daglig er pladeproducer i »Werner Studie«, at han kan tjene næsten lige så meget ved at producere én plade, som han har i årindtægt som musiker i Tøsedrengene.

- Selvfølgelig er det et godt supplement til vores normale indtægter, men mere må det heller ikke

Endnu har Tøsedrengene ikke rigtig fundet ud af, hvordan de skal håndtere dette underlige fænomen der hedder berømmelse.

Orkestrets kolossale popularitet har betydet en omvæltning for dem alle, og de kan stadig væk godt blive generte, når folk på gaden henvender sig til dem og roser deres musik. - »Eller da vi kom ud på gangen efter en optræden,« siger Jan Sivertsen, og to piger stod og kikkede på os og sagde: »Gud hvor er de små« - ja, det er sådan noget, der »varmer«.

I dette øjeblik på Hotel Klitten i Søndervig er det nærmest loftet som Tøsedrengene giver et løft. At forsøge at kaste sig ud i dans vil være det rene selvmord, men en sygeplejerske, som venlige sjæle er så barmhjertig at kaste mig ind i, fortæller, at hun og en kollega er taget herover fra København for at opleve deres idoler. Ellers lader det til at samtlige unge fra Ringkøbing og det samlede sommerhusområde omkring Søndervig - Hvide Sande befinder sig i dette

Min fotograf bliver suget væk i malstrømmen, mens han forsøger at komme frem og arbejde ved scenen. Selv presses jeg modsat ind mod sygeplejersken, og hvilken anden undskyldning lader sig give i dette øjeblik end: »Sig du ka' li' mig ....«