|
Dødsfald: Philippa Bulgin
Danser med Drenge, en af dansk rockmusiks mest populære grupper, mistede tirsdag sin frontfigur, da den kun 26-årige sangerinde, Philippa Bulgin døde af kræft - efter næsten et halvt års sygdom.
Bulgin voksede op i København som datter af danske Mia Holme Bulgin og den jamaicanske sanger og guitarist Arthur Louis Bulgin, der har optrådet med Eric Clapton og Jimi Hendrix og udsendt flere plader i eget navn. Allerede da Philippa Bulgin var 12-13 år gammel begyndte hun at synge og akkompagnere sig selv på klaver, og hun viste sig tidligt at ha' en dyb, kraftfuld soul-stemme - en stemme, der stod i kontrast til hendes højde på knap 160 centimeter.
Senere forsøgte hun sig som sangerinde for en lang række amatørbands. Bl.a. optrådte hun ofte med broderen Nico Bulgins orkester, børnerock-gruppen Parkering Forbudt, inden hun på Anne Dorte Michelsens anbefaling kom med i Klaus Kjellerup Band i 1990. Den store succes og opmærksomhed fik hun dog først da trioen Danser med Drenge året efter blev dannet på resterne af Klaus Kjellerup Band, og fik stor succes med en meget dansk poprock, der ligger i klar forlængelse af sangskriveren Klaus Kjellerups tidligere grupper, Tøsedrengene og Klaus Kjellerup Band. Med et salg på 85.000 eksemplarer blev gruppens debut-lp, Danser med Drenge, således den mest solgte lp i 1993. Derudover har Bulgin optrådt som gæstesanger på Martin Halls seneste lp, "A Touch of Excellence".
Da Bulgin kort før nytår fik at vide, at hendes sygdom ikke var til at helbrede, afblæste Danser med Drenge en stor landsturné og gik i stedet i gang med at indspille et nyt album. Men Bulgins sygdom udviklede sig så hastigt, at projektet aldrig rigtig kom i gang.
P-Juul
22. marts 1994
Der er med stor sorg, vi må meddele at den 26-årige
sangerinde, Philippa Bulgin, fra orkesteret Danser med Drenge i dag er
afgået ved døden på Rigshospitalet i København.
Døden indtraf efter en uges hospitalsindlæggelse.
Forud var gået ca. tre måneders sygdom, hvor lægerne
og personalet på Rigshospitalets onkologiske afdeling arbejdede på
at få bugt med en hidtil ukendt, agressiv kræftcelle.
Philippa Bulgin debuterede med orkesteret Danser med Drenge i foråret 1993, og opnåede trods krise i pladebranchen straks succes med albummet "Danser med Drenge", som til dato har solgt over 80.000 eksemplarer. Philippa Bulgin og Danser med Drenge blev endvidere nomineret til fire Grammy'er ved pladebranchens nyligt overståede Grammy-overrækkelse.
Hun tilførte Danser med Drenges musik et dybt og følelsesladet udtryk i soul-genren med en stor, stærk stemme - specielt i det dybe register. Og hun viste sine kolleger i pladebranchen en vej ud af krisen i sin insisteren i at synge på sit modersmål - dansk. I efteråret 1993 blev Philippa Bulgin opereret for kræft i underlivet, men det lykkedes hende at kæmpe sig tilbage på scenen og gennemføre en Danmarksturne med Danser med Drenge i oktober og november måned. Her stod hun for første gang ansigt til ansigt med sit talstærke publikum, som tog fantastisk godt imod hende - en oplevelse, som rørte den unge sangerinde dybt og som hun bar i sit hjerte til det sidste.
Da Philippa Bulgin blev klar over, at hendes liv ikke kunne reddes, indkaldte hun under svære smerter sin nærmeste familie, sine venner og kolleger til Rigshospitalet, hvor hun tog afsked med dem.
Philippa Bulgin efterlader sig ingen børn.
Det føles altid uretfærdigt, når nogen, man kender godt, dør i utide. I Philippas tilfælde er det værre: Hendes død er det simple bevis på, at retfærdigheden ikke eksisterer.
Philippa var vores nære ven og kollega. Vi kendte hende og hendes liv. Vi vidste, at hun bar mange byrder på sine skuldre, og havde gjort det siden sin barndom. Hun var utrolig givende, selv om hun - om nogen - kendte til lidelsen og besad den indsigt, lidelsen fører med sig.
Endelig - efter mange års kamp for at blive professionel sanger - fik Philippa sit velfortjente gennembrud i Danser med Drenge. Hun fik anerkendelse. Ros. Blev spillet og interviewet i radio og TV. Havde succes. Og hun var glad. Vores album havde været ude i fire måneder, da hun blev syg - kort før, vi skulle på turné. Hun blev opereret, men rejste sig og gennemførte turnéen, vel vidende at kræften på et eller andet tidspunkt ville vende tilbage. Måske derfor var det en ekstra stor oplevelse for Philippa at møde et overraskende begejstret og entusiastisk publikum, der med bannere, sang og tilråb gav sin kærlighed til Philippa tilkende.
Da turnéen var slut, brød sygdommen ud igen.
Philippa besluttede, at vi skulle fremskynde arbejdet på et nyt album,
sådan at hun kunne nå at indsynge så mange af sangene
som muligt, inden sygdommen blev for fremskreden. Dette blev et rasende
kapløb, som vi i dag er fortvivlede over, at vi ikke kunne vinde.
Sygdommen var simpelthen for stærk.
Alligevel havde hun styrke til at stille op til Grammy-overrækkelsen
i slutningen af februar - kronraget. Hun havde glædet sig til den
aften, og lægerne havde kæmpet for at få hende på
benene til festen. Vi synes, Philippa havde fortjent at få en Grammy,
men hun fik ingen, og aftenen blev en skuffelse for hende. De fleste undgik
hende - formentlig på grund af deres egen dødsangst. Den aften
viste hun os, hvor lidelsesfuldt, det er at blive usynliggjort.
Kendskabet til lidelsen - og en utrolig stemme - gjorde
Philippa til en fremragende sangerinde. Og det er først og fremmest
Philippa, vi kan takke for vores succes. Musik- og sangteori var ikke hendes
stærke side - hun blev således aldrig nogen særlig dygtig
korsanger, men hun kunne noget andet: Hun kunne række dybt, dybt
ned i sig selv og formidle de stærkeste følelser ud i sin
sang - aldrig krukket eller overspillet. Hun var den fødte solist.
Hun behøvede faktisk ikke noget akkompagnement for at røre
og bevæge sit publikum.
Men udover dette besad Philippa også en anden kvalitet:
Hun var en fantastisk ven, som altid var parat til at gøre alt for
én. Bag hendes ryg talte vi tit om, at det var utroligt, at det
var lykkedes at finde en på én gang fremragende solist og
et fantastisk menneske. Disse to egenskaber går kun sjældent
hånd i hånd - det slider på sjælen at være
i rampelyset, og man er nødt til være egoist og kunne gøre
sig hård for at beskytte sig. Dette filter havde Philippa ikke.
Derfor oprettede vi for sjov "Star-skolen" - med én
elev - hvor Philippa bl.a. skulle lære at kommandere rundt med teknikere
og musikere, mens hun lå mageligt henslængt på en divan
og røg Mistral-cigaretter. Den rolle spillede hun altid med stor
humor og menneskelig indsigt, men aldrig med alvor - for sådan var
Philippa netop ikke.
Da det blev klart for Philippa, at hun skulle dø,
kaldte hun sine nærmeste op til Rigshospitalet for at tage afsked.
Hun var meget svag, men takkede alligevel alle for de oplevelser, hun havde
haft med dem. Samtidig gav hun udtryk for stor ærgrelse over, at
vi ikke nåede at lave et album til. Hun sluttede afskeden med at
afsynge en lille sang og erklære, at hun ville give en flaske cognac.
Det var meget fint og bevægende.
Vi har mistet en stor sangerinde og et fint menneske. Philippa, vi glemmer dig aldrig.
Marts, 1994 - Danser med Drenge