 |
 |
|
| Afsendt: | 20-01-2009 16:20:14 |
| Afsender: | Klaus K |
| Email: | kk@dmd.dk |
| Emne: | En anden vinkel på dette emne ... |
| Tekst: | Baggrunden for at give statsstøtte til kunstnere lyder jo ædel og smuk: Man vil støtte den dygtige kunstner, som har svært ved at klare sig i en hård (medie)verden. Det kunne måske også være en fin ide, hvis det man dermed sikrede var, at dygtige kunstnere, der ellers aldrig ville blie hørt, rent faktisk BLEV hørt. Problemet er imidlertid, at kunstnere ændrer sig, når de får støtte. De bliver statens narrehatte. Hvis en fri kunstner har en personlig stil og integritet, som kan give publikum en helt speciel personlig oplevelse - så bliver han/hun hurtigt systemets håndlanger, så snart han/hun kommer på støtten. Ingen publikummer er interesserede i støttede kunstneres værker - hvis de overhovedet laver nogen. Kun oldermændene og embedsmændene - systemets folk, som vi kender fra H.C.Andersens Kejserens Nye Klæder - er interesserede i støttet kunst. Og der er de jo kun fordi, det tror de, at "de andre" - "de rigtige" også er interesserede. Dette er så glimrende vist os i den gamle Andersens eventyr. Først når støtten hører op - lang tid efter - kan man se, at nogen kunstnere genfinder sig selv, og begynder at kunne lave ordentlig kunst igen. Dette skyldes, at fri kunst er større end staten - så længe en kunstner er på statsstøtte er hans kunst ikke fri. Kunstneren er blevet en slave af staten, men kunstneren kan kun lave kunst, når han er fri. Den eneste mening jeg kan se med kunststøtte er derfor den form for støtte, man giver til kunstnere, som er blevet gamle og har levet et langt liv med frembringelse af gode værker, som har givet publikum noget af værdi. Denne form for "gyldent håndtryk" synes jeg faktisk er OK, at staten giver - en slags "Tak for alt" - hvor man ikke forventer mere fra den pågældende kunstner. Kunstneren må jo så til gengæld forstå, at hans dage som kunstner er ovre. Støtten bliver en anerkendelse, inden døden venter forude. I dette tilfælde synes jeg faktisk det er OK med legater/støtte - for her gør man ingen skade på kunstnerens kunst. Den er allerede fortid. For det er dette, der er humlen i støtten: Den betyder i virkeligheden "Hold kæft" eller "dø". I magtens verden betyder tingene nemlig som hovedregel det modsatte af det, man fra magthaverenes side hævder, de betyder. Man skal derfor ikke være misundelig på de kunstnere, der får støtte. Man skal have lidt ondt af dem. For inderst inde ønsker de nemlig alle at frembringe udødelige værker, som vil stå til evig tid - dette bliver de effektivt afskåret fra, når statsmagten blander sig og giver penge med den ene hånd - mens den tager kunstneres sjæl med den anden. Noget andet er så, om det er rimeligt at embedsfolk og politikere deler folkets penge ud til kunst, som folket ikke bryder sig om ... det er et helt andet spørgsmål. Klaus K |