 |
 |
|
| Afsendt: | 23-04-2008 00:56:34 |
| Afsender: | ebbe |
| Email: | u know |
| Emne: | Ulven kommer! Men hvor skal den hen? |
| Tekst: | Selvfølgelig prøver regeringen at finde mindretal, de kan kanøfle, men det er ikke fordi de vil bestemme alt. Tværtom smuldrer regeringers og parlamenters indflydelse dag for dag, og der er kun reklameprojekterne tilbage. Såsom at komme med lovgivning,der skal hjælpe jer mod den tidens tand, der har gnavet hul i musiksalget som vi kendte det. Eller redde rygerne fra sig selv. Eller give os behandlingsgaranti mod livet selv. Eller love os plads til alle vore pispotter på motorvejen ind til arbejdspladsen. Livet er sgu farligt, man dør af det. For mig ligner det et skin-spil, hvor dyrkningen af den personlige frihed koblet med de nærmest uendelige kommunikationsmuligheder giver mindre og mindre rådemuligheder til nationalstaterne. Enten er aktiviteterne med så lidt geografisk tilknytning (som fx. pirateriet), at det enkelte land er ude af stand til at gøre noget virksomt for at hæmme eller fremme udviklingen. Eller udføres aktiveteterne af så store spillere (microsoft,fx) eller af så mange spillere samtidig (youtube, fx) at myndighedsindblanding på nationalt eller internationalt (ved godt at eu prøver, men jeg tror ikke på at det lykkes) niveau kan synes omsonst. Staterne vil hive stadig større magtmidler frem i forsøget på at opretholde et skær af kontrol. Mens deres betydning langsomt rinder ud. Jeg tvivler nu på at vi to kommer til at opleve Dannevangs undergang, men i de kommende år vil vi givet fortsat se flere og flere virknings- og meningsløse lovgivninger fra de enkelte landes parlamenter. Nationalstaten er en forholdsvis ny opfindelse, som måske ikke på sigt viser sig levedygtig. Og vi går samtidig med raske skridt mod et samfund,der vil dyrke det rene, vi står tilsyneladende overfor en nypuritansk tidsalder. Det er ikke statsmagten der styrer det, snarere ligner det at statsmagten lader sig styre af frygten for at blive afsløret som uren eller som accepterende urenheden. Men fratager det os ansvar? Nej, tværtom! Vi har alle pfligt til at gøre hvad vi kan for at det grusomme og umenneskelige uhyre menneskemassen ikke skal få lov til at rive med ned i et selvskabt helvede. For tag ikke fejl. Menneskemassen er stærkere, mere uberegnelig og bedre organiseret end nogensinde i verdenshistorien. Alle har netværk på tværs af alle almindelige skel. Og selv et stærkt organiseret samfund som det danske vilføreller siden trues af velbegrundede og velmente ultimative krav fra den ene eller anden gruppe. Direktører og bestyrelser der bevilliger sig selv flere hundrede procent i lønstigning. Sygeplejesker og sosuer der prøver at gøredet samme i mere beskeden målestok. Fodboldfans, frikirker og autonome der hæver sig over gældende regler. Jeg ved ikke hvor det ender, men jeg ser ikke den store trussel i statsmagten. Den væsentligste trussel jeg ser er den individualisme og dyrkelse af selvet, der hver dag når nye uanede højder. "Musik som vand" i den udformning der tegner sig nu (play) er desværre mest af alt et udtryk for mangel på rettidig omhu fra musikbranchens side. Men du havde vel heller ikke forventet mig sige andet. |