FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:28-11-2007 02:19:25
Afsender:Klaus K
Email:kk@dmd.dk
Emne:Det er det nu alligevel ...
Tekst:
Ebbe - vi har været gennem dette tusinde gange, og undgår det alligevel ikke igen. Du skriver:

"At stjæle er - i alle definitioner, der findes i det danske sprog og i juraen - ensbetydende med at den bestjålne ikke længere har rådighed over det stjålne."

Lad os nu bare antage du har ret - så har vi dette: Når der piratkopieres har rettighedshaveren ikke længere rådighed over sin rettighed - nemlig retten til at kunne sælge sin vare til sin pris.

Det er præcis det samme, som når rørlige ting stjæles. Det er også det samme, som hvis jeg fratager dig din ret til at udbyde din arbejdskraft til salg overfor en arbejdsgiver.

Hvis du VIL ordkløve dette, som tusindvis af fildelere har gjort det før dig - så be my guest. Men det hjælper dig ikke: At piratkopiere = at stjæle. Nemlig at stjæle andres ret til at kunne udbyde deres vare til salg i et eller andet omfang. Og så har jeg tilmed givet dig en definition - på det danske sprog - er du ikke glad? :-)

Det er IKKE det samme som digitalisering, som du prøver at formulere det her - lidt klodset synes jeg:

"Definitionen af at stjæle kan ikke holde til den skævvridning du uden videre viderebringer, og din udgave indeholder ikke en logik der kan videreformidles til mennesker med blot nogenlunde forståelse for, hvad digitalisering vil sige."

Det er et tyndt forsøg på magt-sprog du kører med: Du ved bedre end ham du kommunikerer med, ikke? Det du siger er logik - mens han ikke forstår "digitalisering" ... ?

Men digitalisering er ikke emnet her. Emnet er piratkopiering. Der er masser af digitalisering, der ikke er piratkopiering - og omvendt. Dit argument holder ikke.

Den eneste pointe du kan have er, at vi selv er udenom det, fordi vi sælger ubeskyttede filer. Det er der jo nogen, der hævder - dette argument ville jeg til nød kunne forstå. Men det er ikke dit ærinde, vel? For du hader jo drm-beskyttelse ...

Resten af din pointe - at alt hvad der kan sendes på nettet (digitaliseres) automatisk tilhører hele verden - det holder ikke, Ebbe.

Det holder ikke, der hvor ophavsretten siger det - nemlig der hvor rettighedshaveren ikke har givet sin tilladelse. Og det vil sige: Al kendt musik på nær nogle ganske få undtagelser, som kan tælles på én hånd.

Af denne grund kan du læse om det i alle verdens medier, når en kendt kunstner en sjælden gang giver tilladelse - Radiohead fx. - så er det nær en verdenssensation.

Hvis din nevø - eller hvem det er - ikke fanger dette budskab, eller måske bare ikke vil lytte til dig - så synes jeg i det mindste du må forberede ham på, at det kommer til at gøre lige så ondt på ham, som det har gjort på de kunstnere, han nu har fildelt længe. Ikke blot i overført betydning. Og det skal han i det mindste være fuldt oplyst om.

Så må det være op til ham (hans forældre) at tage ansvaret.

Klaus K.