 |
 |
|
| Afsendt: | 07-03-2006 21:15:52 |
| Afsender: | Ole Husgaard |
| Email: | osh@sparre.dk |
| Emne: | Om at kopiere noget andre har monopol på |
| Tekst: | Lad os lige se på den juridiske forskel: Straffelovens § 276: "For tyveri straffes den, som uden besidderens samtykke borttager en fremmed rørlig ting for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved dens tilegnelse. Med rørlig ting sidestilles her og i det følgende en energimængde, der er fremstillet, opbevaret eller taget i brug til frembringelse af lys, varme, kraft eller bevægelse eller i andet økonomisk øjemed." Bemærk formuleringen med ordet "borttager". For at man kan tale om tyveri skal der altså være sket noget som gør at en person ikke længere er i besiddelse af en rørlig ting (eller energi). Men ved (lovlig eller ulovlig) kopiering har den man kopierer fra stadig originalen, så anvendelse af tyveriparagraffen kan aldrig komme på tale ved kopiering. Ophavsretslovens § 75, stk. 1, nr. 1: "Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt [...] 1) overtræder § 2 eller § 3," § 2 omhandler ophavsmandens bl.a. ophavsmandens eneret til at kopiere værket. Der er altså tale om helt forskellige paragraffer i loven, med helt forskellige strafferammer. Hvis du offentligt kalder en konkret navngiven person der er dømt for ulovlig kopiering for "tyv", risikerer du at tabe en injuriesag, hvis du ikke kan bevise at personen også har overstådt Straffelovens § 276. Det er ikke tilfældigt at de mange der i generelle termer kalder ulovlig kopiering for tyveri aldrig prøver at sige det i konkrete tilfælde hvor de kan risikere en injuriesag. "At stjæle betyder: At tage noget, der tilhører andre." Når du skriver "tage noget" implicerer du jo at den der tages noget fra ikke længere har det der er taget. Men det er jo ikke tilfældet ved kopiering. Når du skriver "der tilhører andre" implicerer du (for ophavsretsligt beskyttede værker) at ophavsmanden har en ejendomsret til sit værk på samme måde som man f.eks. har ejendomsret til en cykel. Men ophavsretten er ikke en ejendomsret, men derimod et lovbestemt monopol, og der er en række vigtige forskelle: En cykel kan du - og dine arvinger - eje til evig tid. Men det monopol som ophavsretten giver dig til dit værk ophører 70 år efter at du er død. En cykel du ejer har du alene råderetten over. Men har du komponeret, indspillet og udgivet et stykke musik, kan du ikke forhindre andre i at indspille samme stykke musik (mod en betaling der må siges at være fastlagt ved planøkonomiske mekanismer). På samme måde kan du heller ikke forhindre at din musik bliver spillet i f.eks. radioen. Og hvor omfanget af din ejendomsret til en cykel normalt ikke ændres ved lov, bliver omfanget af det ophavsretslige monopol jævnligt ændret, senest i 1995, 1998, 2001, 2002, 2003, 2004, 2005 og 2006 (stort set altsammen udvidelser af det tildelte monopol). For fysiske, rørlige ting er der det, som økonomerne kalder eksklusiv konsumption. Det betyder at vi ikke begge to kan bruge den samme cykel på samme tid. På denne baggrund giver det mening at lade samfundet give personer og virksomheder en eksklusiv råderet over de fysiske ting. Men for immaterielle "ting" er der ikke eksklusiv konsumption. Jeg kan høre samme stykke musik på samme tid som du hører det. Og hvis jeg kopierer din musik, har du stadig din musik. Så ophavsretten er ikke en naturlig ejendomsret. Det er en handel mellem samfundet og de skabende kunstnere: Mod at samfundet afgiver retten til at kopiere ophavsretsligt beskyttede værker, får samfundet (forhåbentligt) en øget produktion af sådanne værker, idet ophavsretten virker som et incitament for de skabende kunstnere til at skabe mere. |