| Tekst: | Jeg hørte første gang "Er der nogen i himlen" i 1995 på vej til arbejde. Med viden om, at min kone havde fået uhelbredeig hjernekræft og skulle dø samme år. Det var svært at tro sine egne øre, for hvordan kunne denne gruppe sætte så præcise ord på de følelser? En kollega lånte mig CD'en, men det var ikke nok. Den måtte jeg eje og hørte den tit gennem hele forløbet. Jeg vidste, at når jeg kunne høre hele CD'en uden at græde, så var mindet kommet derhen, hvor det var til at bære. Så mange tak for en stor musikalsk hjælp i en svær tid. Tingene rører hinanden på de særeste måder. "Danser med Drenge's" tab har hjulpet mange andre steder og deres musik giver en energi videre, som sætter et værdigt minde. For "i morgen er et måske". |
