| Tekst: |
"Det er urealistisk at forestille sig, at forældre begynder at agere musikpoliti overfor poderne, sådan generelt. Kampen med en teenager er hård nok i forvejen. Det er faktisk langt mere sandsynligt, at det unge menneske viser far, hvor nemt det er at hente alle sangene fra da mor var på disco."
Det er ikke urealistisk. Det er forældres opgave at opdrage deres børn. Deres pligt. Sådan er det.
Der er sådan set ikke mere end det. Man kan altid vride hænder & klynke: "ihh, hvor er det svært at opdrage sine teenage børn" ... men svaret er: Ja - det et det. Måske især for nogen. Men sådan er det, og sådan har det altid været. Det er en naturlov - og det er bestemt ikke meningen fra naturens side, at børnene skal bestemme dagsordenen i en familie.
Jeg taler her ikke om måden at gøre ting på - udstede forbud, skælde ud, blive sur og den slags - det er altid op til de enkelte familiers temperament. Nogen kan råbe op - andre er stille & forsigtige. Nej - jeg taler om indholdet - kernen: Forældrene bestemmer. De har ansvaret. Det gælder juridisk, kulturelt, traditionelt og det er i overensstemmelse med naturens orden.
Jeg taler heller ikke om, at børn ikke kan lære forældrene noget. Det kan de sagtens. Men det er forældrenes pligt at vejlede deres børn, hvis børnene kommer ud i noget dumt. Når de bilder sig ind, at de kan gøre ting, som ikke holder i det lange løb. Kriminalitet fx.
Pubertet er en normal overgangsalder alle mennesker skal igennem. Både børn og forældre kommer altid igennem på den anden side. Til dem der klynker er der kun at sige:
Gør det så godt I kan, så skal det nok gå altsammen :-)
Klaus K. |
