Tekst: | Kære allesammen.
Jeg har, siden jeg kom hjem fra hospitalet, siddet og læst alle jeres indlæg til mig hér i forum, samt alle de mails jeg har modtaget. Jeg er oprigtig overvældet over jeres opmærksomhed. 1.000 tak skal I have. Jeg er hjemme hos min familie nu, og det har jeg glædet mig til. Jeg fik en nyre/bækken betændelse, som slog benene væk under mig, dagen efter vores koncert i Nykøbing Falster. Efter et par dage med 40 i feber blev jeg indlagt på Herlev Sygehus, - det tager lidt på kræfterne, men jeg har det meget bedre nu. Dog har Hospitalet givet mig et hold i nakken med hjem (man sover ikke så godt på et hospital), som jeg kæmper lidt med, men jeg får massage for det nu, så det kommer der nok styr på inden længe. Desværre betød min indlæggelse, at vi måtte flytte de 2 sidste "Under åben himmel" koncerter til senere på måneden, samt aflyse en koncert i Holstebro i dag lørdag, og det er jeg rigtig ked af. Så derfor en stor hilsen til de mennesker, der havde glædet sig til at høre DmD i dag i Holstebro. Der arbejdes lige nu stærkt på, at vi kan komme til Holstebro til næste år. Mht. Under åben himmel koncerterne, så er der lagt et umådeligt stort arbejde i at flytte de 2 sidste koncerter. Det er både pølsemanden, ølmanden, vagterne, scenen, lyset, hegnet, maden, billetdamerne, toiletterne og alt det andet der skal rykkes et par uger. Det er lidt af et puslespil, og alt det har Klaus Kjellerup og Anders Sørensen (Koncertkompagniet) ordnet mens jeg var indlagt. Derfor håber vi, at I også er friske på at rykke med.
Endnu en gang tak for Jeres opmærksomhed. Jeg glæder mig vildt til at synge igen (man er jo lidt afhængig af det skidt..!)
Vi ses - enten derude eller hérinde.
Rie R. |