| Tekst: | Kære Klaus,
Jeg forstår godt, at du tror fildeling skader dig direkte økonomisk. Jeg er også på vippen til, at tro du har ret, hvis du fortsætter som du plejer.
Derudover skal du have tak, fordi du kører aldersargumentet på mig. Der kan jeg nok se, hvor dum jeg definitorisk er. Alder er nemlig ensbetydende med eksponentielt voksende visdom, især om ungdomskultur. Når jeg så er 60 og du er 90, så er du stadig den klogeste på 14-åriges verdenssyn. Det må jeg vænne mig til.
Pointen kunne også være, at du tror at verden er og altid har været, som den var da, da du selv var i 20erne. Jeg tror måske også, at den er som den var, da jeg var yngre - hvilket potentielt betyder, at det jeg ridser op som tendenser nu er enten virkelighed, passé eller blæver. Der er masser af mennesker på vores respektive aldre, som tilsyneladende har færre problemer med at forstå verden omkring os. Disse aldersubetingede væsner fortæller, at 1980erne bød musikerne en anden situation end 1950erne. 2010erne byder musikerne en tilsvarende anden situation end 2000erne - og forskellen vil være større end forskellen fra 1950 til 1980 - faktisk foregik der en medierevolution i løbet af 1990erne. Aha, bevares, næh, tænk engang. Jeg er vokset op i en verden, som ikke er, som du beskriver den. Jeg kan som du siger, nok ikke helt forstå alt, hvad du fabler om, for jeg kan ikke finde de faste holdepunkter fra prædigitaliteten (<1983), du refererer til.
Jeg kan til gengæld godt forstå, hvorfor du prøver at argumentere. Mange af dine argumenter her lyder til gengæld som volapyk i mine ører. De fleste er ligeud rettet mod at få mig til at lyde dummere end jeg er: "Hvorfor skal musikere leve på et eksistensminimum?". Eh, det sagde jeg vist heller ikke, jeg har måske ikke forklaret mig ordentligt... jeg prøvede at sige, at det vil der altid være nogen der gør, uanset hvor nemt det bliver. Hvis det bliver rigtigt nemt, så bliver 20% af en ungdomsårgang musikere - vi er simpelthen så mange om buddet. Hvis det var pissenemt at score kassen big time, så ville jeg da også spille mere musik i stedet for at arbejde med andre (i mit eget tilfælde nok mere samfundsgavnlige) ting. Det er jo selvrealiseringens drøm, at få lov til at arbejde med noget man virkelig har kært.
Der er et hav af gode, dejlige og dygtige musikere derude, som lever godt. Der er også en del lige så dejlige og dygtige musikere, som lever dårligt eller på et "eksistensminimum" uafhængigt af om deres genre eller evner egner sig til pladernes vareliggørelse af musik og det brede publikums smag. Pladebranchen er ikke musikkens eller musikernes frelsende engel - den er udelukkende mainstream pladekunstneres. Sidst jeg kiggede levede du ikke på noget som helst eksistensminimum. Jeg er stærkt i tvivl om du nogensinde kommer til det eller nogensinde har gjort det, og derfor også stærkt i tvivl om, du har den fjerneste anelse om, hvad det overhovedet betyder.
Jeg prøver bare at fortælle dig, at situationen ikke er status quo, og at tingene aldrig vil blive, som de var. Jeg prøver også at fortælle dig, at du for min generation lyder som en ekstremt egocentrisk vrøvlemaskine. Hvis du vil ændre verden, skal du overveje, at gøre din retorik mere menneskevenlig, mindre virkelighedsfjern og droppe det (igen eksemplificeret ved Søren Fauli) fordømmende fuldemandssludder. Jeg har grundlæggende sympati for kampen om at sikre kunsten og kunstnernes ovelevelse og velbefindende. Mange lige så kloge kunstnere med samme hensigt er samtidigt fildelere.
Jeg er ikke nødvendigvis kæmpe fortaler for knægtelse af ophavsrettigheder, for jeg kan godt se (næsten mærke) de principielle problemer. Jeg holder heller ikke brandtaler imod, for jeg kan også se at lovgivningen ikke hænger sammen med virkeligheden. Jeg kan ikke se, at løsningen på pladebranchens problemer og problemerne med lovgivningen er trusler om bål og brand og søgsmål mod enkeltpersoner. Jeg kan heller ikke se, at konsekvenserne er så grelle, som du maler på væggen. Du skriver, at DmD's salg gik ned da Napster kom, selvom alle andre solgte mere. Desuden siger du, at det kun var nørder i starten. Ergo må en uforholdsmæssig stor del af DmDs fans være nørder - og nedgangen i salget kan ikke have andre grunde i din logik. Hvad er det for en sindsyg argumentationsrække? Jeg troede de fleste DmD-fans var ret unørdede kvinder. De fleste af dine argumenter følger lignende indlysende logiske sammenkædninger (jeg ved godt ironi ikke virker online, sorry).
Hvad jeg ser i mit personlige miljø og med alderen er, at folk fildeler mindre og mindre, jo flere penge de får mellem hænderne. Når de ikke længere er i deres formative fase, så begynder de ovenikøbet stille og roligt at købe samme slags musik, som de 'altid har gjort' og iveren efter at finde nyt damper lige så stille af. De hører mindre musik, og smallere musik. Derfor kaster Sony penge efter jer. I er en cash cow med et fast forankret publikum from back in the days. Det kan ikke gå galt, især ikke så længe i gør opmærksomme på at I eksisterer ved at spille live. Hvornår blev det egentlig en naturgiven ret, at et udpræget liveorkester skulle kunne trække sig tilbage og begynde at leve udelukkende af masseproducerede udgivelser fra øvelokalet? Hvornår i verdenshistorien har tilbagetrukkethed sikret fans' usvigelige loyalitet? Ikke, at jeg har noget imod ambitionen eller friheden til at vælge. Heller ikke, at jeg synes det lyder umuligt for alle. Jeg kan bare ikke helt følge logikken eller se, at der er nogen som helst forskel ante og post fildeling. Den mest logiske konsekvens af tilbagetrukkethed er vel at en del af fanskaren forsvinder.
Prøv nu ikke oveni hatten at bilde mig ind, at pladeselskaberne altruistisk kaster uanede pengemængder efter nye navne. Pladebranchen minimerer egen risiko ved at ordne aftalerne som lån, hvor kunstnerne får lov et betale udgiften tilbage, før der begynder at falde royalties af. De overfører som regel ovenikøbet udgiften på næste udgivelse, hvis den første satsning ikke viste sig helt at løbe rundt. Nye kunstnere bliver holdt på et eksistensminimum indtil de har bevist, at de leverer en profitabel vare for selskabet - dermed tvinger selskabet musikerne ud at spille for at overleve - god promotion for selskabet. Musikerne tvinges ikke af publikum, men af selskaberne. Det har ikke noget med fildeling at gøre. Det har noget med en risikominimerende, profitsøgende forretningsmodel at gøre - der i sig selv er ubetydelig for musikken, musikkens kvalitet eller eftertragtethed. Jeg har det lidt med pladebranchen, som jeg har det med banker. Hvis der var alternativer, så ville jeg undersøge deres tilbud. Jeg synes det er en god ting, at teknologien sætter musikere i stand til at være deres eget pladeselskab. Det er der efter din mening ingen grund til at glæde sig over. Det er nemlig hårdt arbejde. De fleste af os (andre end dig tilsyneladende) arbejder faktisk hårdt, uanset om vi er rengøringskoner, bedemænd, direktører i shippingbranchen, studerende, softwareprogrammører, spåkoner eller musikere. (Men igen, jeg er håbløst uvidende om alting, fordi jeg kun er 30 år gammel. Jeg husker selv, da jeg var 20, der var jeg knap så stædig, indbildsk og konservativ... Jeg skal også huske på, at Klaus K jo har været en upcoming spiller i branchen i hele min levealder, så han ved alt om at være ung kunstner hos et pladeselskab. Jeg... må... ikke... undervurdere... Kl... Kla... øl?). Og sjovt nok, så er jeg på trods af al det her bavl stadig fan af pladeselskaber - forstå det, hvis du kan.
Personligt har jeg ikke udpræget behov for at dele filer, og jeg har ikke tid. Jeg køber stadig en del plader, mest af princip. For jeg har faktisk heller ikke tid til at høre pladerne. Jeg har et hav af plader, som jeg ikke har hørt i årevis - og nye plader skal være heldige, hvis de får mange gennemlytninger. Mindst af alt har jeg plads til dem - jeg og familien kom nemlig ikke med på friværdibølgen. Jeg kan også se, at folk der er lidt yngre end mig slet ikke vokser op med en pladekultur. Tendensen ligner, at de simpelthen ikke ønsker musik i fysisk indpakning - situationen er ændret, ikke fordi de unge er onde, men fordi teknologien har ændret situationen. Hvem gider have lakplader, når man kan få vinylplader? Hvem gider have vinylplader, når man kan få compact discs? Hvem gider have compact discs, når de ikke har nogen funktion? Hvem forstår argumenter om musik som fysiske varer, når de aldrig har erfaret en sådan meningsløs abstraktion? Forstå det, hvis du vil.
Jeg er ikke fan af DRM-teknologier fordi de, som de er nu, låser mig til andre teknologier. Det vurderer jeg er for besværligt og risikofyldt.
Derfor tror jeg, at jeg ender som Ebbe. Ikke om 10 eller 20 år, men indenfor ½-1 år, og jeg er allerede godt på vej. Jeg hører langt mere internetradio, end jeg hører mine plader. Jeg ved godt, at det ikke gavner branchen at jeg køber mindre musik, men branchen er ude af stand til at imødekomme mine helt basale praktiske behov for en 'vare':
..
Digitale filer, som jeg uproblematisk kan hente igen, hvis de bliver væk.
Digitale filer, som er 100% platform og softwareuafhænigige, og dermed flytbare uden nogen former for besvær udover en drag'n'drop-bevægelse.
Digitale filer, som jeg måske kan hente (om ikke andet med rabat) på baggrund af, at jeg allerede ejer pladerne.
..
Andre medier er til gengæld efterhånden i overdreven grad i stand til at dække måske 80% af mine behov, og jeg betaler gladeligt min licens og eventuelt kommende afgifter af kulturstøttende karakter. Jeg dropper måske også en mønt for at støtte musikken engang imellem - af princip og sympati med dine kolleger Klaus, ikke af behov. Hvis noget insisterer på at være en vare, må den opfylde et behov. Det forstår du måske.
Nu skal jeg videre. Jeg har en dør, jeg skal have diskuteret verdens sande tilstand med.
Det sidste billede tror jeg faktisk godt du kan forstå ;-)
Mange venlige hilsener,
Jesper
P.S.: For lige at tilføre et gran af emnerelevant interessant indhold til denne ellers nytteløse amatørdiskussion:
Timbaland og Nelly Furtado havde aldrig hørt andet fra musikkens ophavsmænd end et skulderklap, hvis musikken ikke var blevet solgt som en vare, men var lagt ud til fri download på scenens remix-site på http://remix.kwed.org/. Faktisk var scenen nok flippet bagover af stolthed. Sitet er et besøg værd, hvis man vil gøre sig nogle praksiserfaringer med digital musikkultur. Det kan dog måske være svært, at forstå hvis man ikke på et eller andet tidspunkt har været involveret i computerkunst-fællesskaber eller fankulturer fra 1979-2007. Her er ingen forskel på musikere og publikum - det er de samme personer. |
