| Afsender: | Jesper S | | Email: | 1, 2, 3... | | Emne: | Mere snik-snak, jeg skal nok gå... | | Tekst: | Hej Klaus,
Jeg er glad for, at du nu er mere moderat og lidt gladere. Jeg vil forsøge, at være det samme. Jeg mener naturligvis stadig, at du drager de forkerte konsekvenser af dine konklusioner (ikke at du nødvendigvis tager fejl på alle punkter). Derfor bliver jeg jo nødt til at kommentere, men jeg skal nok snart forsvinde. ;-)
Fildelere køber også musik. Det er ikke sådan, at man bare fordi man også deler en fil i ny og næ holder op med at købe DVD-skiver, købe musik eller gå i teatret. Fildelere har bare adgang til så meget mere for den samme indtægt. Det giver en mere demokratisk eller flad adgang til kulturgoder på tværs af indtægt. Det ser jeg som et endog rigtigt positivt aspekt ved fildeling, som også gavner ungt musiktalent direkte. Man holder jo ikke op med at have behov for film generelt, fordi man har bedt om en kopi af "De skrigende halse" af en ven (bevares, der er måske en enkelt tosse derude, der synes at det er den eneste film man bør have i sin besiddelse). Alternativet er sandsynligvis, at man ser filmen hos sin blonde veninde. Der er måske tabt nogle sociale begivnheder eller scoremuligheder, bevares.
Derudover er Stan Liebowitz stadig i bedste fald en middelmådig økonom, mere end den "førende ekspert". Hans indsigt synes yderst begrænset til rent økonomiske værktøjer. Han prøver kun i ringe omfang at prissætte eksternaliteter, hvad der ellers ville klæde en såkaldt videnskabelig ekspertøkonom.
Hele det akademiske miljø går ud på, at ingen er i stand til at være ekspertEN. Hvis man tror andet bør man tage første semester på univiersitet igen. Strengt taget kan man kun lave modeller, spådomme og sandsynlighedsberegninger, som man kan diskutere med andre, der har anderledes bud på løsninger. Men man kan aldrig faktisk afgøre noget så fuldstændigt grundlæggende totalt umåleligt som piratkopierings effekt (ligesom det var svært med økonomiske værktøjer for 10 år siden at forudse, at AQUA ville sælge mere end 10 plader). Data er ikke engang til stede (eller det er de muligvis, de er bare kun tilgængelige for forskeren i yderst begrænset omfang). For at blive klogere kan man allerhøjest diskutere sine teorier med andre og over årene opnå en konsensus om, hvordan man ANTAGER det hele hænger sammen. Liebowitz er derudover udpræget subjektiv i sine beskrivelser, og det har aldrig været en akademisk dyd. Det er heller ikke en akademisk styrke at være kommisioneret af en partshaver i en konflikt. Den eneste måde, at afgøre sagen endeligt, er at have en parallelverden uden kopiering, og det findes så vidt vides ikke (det er lidt nemmere med adskilte hvide mus og influenzavirus).
I princippet kan piratkopiering sagtens være grunden til at musikbranchen ikke er faldet fuldstændigt igennem gulvet i konkurrence med andre former for underholdning. Fildelingsværktøjer er nemlig det mest effektive PR-værktøj, der nogensinde har eksisteret for musikbranchen. Det foregår nemlig modsat traditionel markedsføring på musikelskernes præmisser. Der er ingen Sonyfolk, der prøver at 'presse 80.000 eksemplarer' af nogens CD ned i halsen på folk. Folk i almindelighed har fået mulighed for at lytte til alskens forskellig musik, vænne sig til det, og blive fans. Noget man nødvendigvis før SKULLE gå til DmD-koncert eller Tøsedrengene-koncert for at blive. Man kunne måske antage og formode, at jeg selv har opdaget og købt hundredevis af plader med for mig ukendte kunstnere på den baggrund. Det betyder uanede muligheder for især de små kunstnere. Folk er nemlig ikke uvillige til at købe, og slet ikke de små. At digitale medier og gratisdistribution af alt muligt så medfører et væld af andre samfundsgoder, kan man så glæder sig over og fordybe sig yderligere i - og det vil folk gøre, bare se open source projekter, Flickr's kæmpeudbud af billeder også i professionel kvalitet, YouTUBE osv. Og det er knapt begyndt endnu. Den samlede samfundsnytte af nye medier er revolutionerende i et omfang, der minimerer pladebranchens påståede problemer til nærmest ingenting.
Hele copyright-lovgivningen er lagt an på, at reproduktioner af kunstværker er bundet op på et fysisk medie. Det har jo nogle naturlige konsekvenser. Jeg er helt enig med dig om, at det er en kæmpe udfordring for musikere, som er vant til at tjene penge på plader. At studiemusikere forsvinder er vist en tilsnigelse. Der findes jo efterhånden næsten ikke andet, for samme frigørende teknologi, som tillader fildeling har gjort det nemt og billigt. Der har aldrig tilnærmelses været flere studiemusikere, skal vi gange antallet siden 1985 med 100, med 1000 eller med 10000? Vi er godt deroppe ad. For alle andre musikere er fildelingen nærmest ligegyldig (jazz-folket har ikke kunne leve af plader i mange årtier allerede, uanset kopiering). Musikere kan heldigvis også tjene penge på alt muligt andet end plader, ellers ville musikudbuddet nok være noget mere kedeligt og ensrettet.
At markedsføring er blevet dyrere, er jo ikke specielt for pladebranchen heller. Det er blevet dyrere for alle, fordi det er blevet eksponentielt dyrere at markedsføre i et stadigt mere overfyldt medierum. Gammeldags massemarkedsføring virker simpelthen ikke på samme måde som før. Det skyldes delvist også de nye medier, vældet af informationer og folks had til nedladende reklame, der totalt undervurderer folks intelligens (jeg nævner lige Søren Fauli igen). Jeg vil gerne anbefale, at læse Joseph Jaffe: The end of the 30 second spot eller Henry Jenkins: Convergence Culture i den forbindelse. Det kan branchen bestemt også lære noget af.
Personligt er jeg spændt på om Robert Kozinets' interesante spådom, om et snartkommende "post-copyright apocalypse" holder vand. Det ville være forløsende på flere planer.
Jeg er for ung til at kunne indtage en rigid holdning pro den eksisterende copyright-lovgivning. Den må og skal ændres grundlæggende. Den er ikke bare et problem for musikken, den er også et kæmpe problem for udnyttelsen af forskning f.eks. Private virksomheder har stort besvær med at frikøbe IPR-beskyttet forskning i disse år, og samtidigt få økonomien/risiko til at hænge sammen. Jeg er 30 år og opvokset med computermiljøer, der fra dag 1 har været præget af kulturdelingsideologier og givende kulturproducerende communities - vi sendte disketter til hinanden med vores egen 'kunst' i 80erne). Jeg er simpelhten ikke præget til at tro på, at copyright skal kunne give en indtægt udover, hvad arbejdet konkret har kostet (igen en svær vurdering). Problemet med IPR-baserede royalties er, at de vokser ind i himlen, hvis markedet er stort nok. Rimeligheden i det er en smagssag, men for mig giver eksemplet Microsoft en rigtig dårlig bismag til IPR-baserede digitale reproduktioner på grundlag af lovgivning, som antager at digitale produkter har samme karaktér som fysiske varer.
For et par år siden var der en video tilsvarende Søren Faulis, hvor piratkopiering blev sammenlignet med tyveriet af en bil. Samme amatør-analogi. For alle ved at den korrekte analogi ville være, at et menneske med en dingenot, uden omkostning eller forbrug af andet end et par mikrowatt, ville reproducere en nøjagtig kopi af bilen, som han ville køre væk i og have 'bevaret originalen' stående på sin plads til ejeren hentede den.
Hvis man så havde en dingenot, der kunne lave nøjagtige replika af ting. Skulle man så bruge den til at løse verdens miljøproblemer ved at kopiere Vestas vindmøller én masse og kopiere mad til den sultende del af verden? Eller skulle man straffe alle, der brugte dingenoten og kræve af dem, at de betalte for de kopierede vindmøller og maden?
Hvis man anlægger et syn på kulturprodukter som et samfundsanliggende, der vedrører og er til gavn for alle, og ikke nødvendigvis som en ret til at sætte sjove akkorder sammen og tage penge for afspilningen af akkordsammensætningen i X år, så begynder spørgsmålet om dingenot-anvendelse, at blive en kende kompliceret. Der er vi nu. Det er ikke så meget et spørgsmål om vi holder loven eller ej. Det er snarere et spørgsmål om lovgivningen er tidssvarende og samfundsnyttig. Det er også et spørgsmål om, hvor nemt det skal være at være musiker. Og kom nu ikke og bild mig ind, at det nogensinde har været meget nemmere, at være musiker i Danmark. For det ved jeg er noget fjollet vrøvl. Jeg har også tjent penge på, at spille musik, og det var og er altså temmeligt nemt. Det kan godt være, det for mange ikke er nemt at betale huslejen eller få sig en direktørløn, men det kan godt lade sig gøre, at tjene en mønt selvom man (jeg) er middelmådig og stort set ingen tid har brugt på det.
Situationen rejser også spørgsmålet, om kulturhverv i højere grad skal være et fælles samfundsanliggende (hvilket godt kan få min stemme, men muligvis ikke den gennemsnitlige Hørsholmborgers).
Bliver det for nemt, så får vi for mange og måske for dårlige musikere og komponister (og for få netto-medarbejdere). Bliver det for svært, får vi måske for få og måske endnu færre dygtige. Who knows?
Et er sikkert. Balancen ER ændret. Der ER sket en mediemæssig revolution. Den dårligste strategi af alle er at undervurdere publikum. Især fordi fremtidens publikum er politiske i deres forbrug, og de er kloge nok til at vide at musikere og andre indholdsudbydere skal leve. De er også kloge nok til at vide, at det ikke kan skade nogen at kopiere musik, de alligevel aldrig ville have købt. De er kloge nok til at satse deres penge på det, de gerne vil have mere af. De er kloge nok til at vide, at dingenoterne, der understøtter DRM-teknologier vil ændre sig og musiksamlingen med et smæk kan bruge ubrugelig. De er kloge nok til at vide, at mp3-filer bliver væk. De er kloge nok til at overveje, om forsikringen dækker hvis deres digitale musiksamling brænder eller bliver stjålet. De er kloge nok til at insistere på, at bruge den frihedsgivende teknologi, de har til rådighed. De er også kloge nok til at vide, at når de kan tale med deres venner med tale og video på den anden side af jorden, som var de i stue sammen, så er det hul i hovedet, at de ikke også må spille musik for hinanden. Fremtidens forbruger er intelligent. Frem for alt er alle fremtidens forbruger fildeler i en eller anden forstand.
Søren Fauli og jeg er grundlæggende idioter, fordi vi som de fleste andre undervurderer vores medmenneskers intelligens, og antager at folk er idioter. Jeg undskylder på vores vegne (uanset om Søren vil eller ej).
Med venlig hilsen,
Jesper |
|
