Tekst: | Jeg har nu set dette argument SÅ mange gange: Det er ikke tyveri at piratkopiere, for ophavsmændene har jo stadig vores original i behold. Man skulle tro det var et mantra I / du blev undervist i på en uddannelses institution. Er det tilfældet? Hvem er det, der spreder denne misinformation?
Den holder nemlig ikke i virkelighedens verden. Piratkopiering er tyveri - nemlig af ophavsmændenes mulighed for at kunne leve af deres kunst. Man kan også kalde piratkopiering for hærværk - nemlig imod kunstnernes potentielle marked.
Ophavsretten giver fx. os eneret til at kunne sælge vores musik. Danmark er vores marked (fordi vi synger på dansk) - og vi vælger at stille musikken til rådighed for danskerne imod betaling. Betalingen skal vi dels producere ny musik for - dels leve af.
Men hvis du (eller anybody) stiller vores musik til rådighed for alle danskere gratis, så mister vi vores mulighed for at sælge musikken til vores publikum.
Når vi vil sælge vores album til folk i vores shop, siger de undertiden: "Nej, den har vi" - hvis de har albummets sange, vil de naturligt nok ikke købe albummet. Dette gælder desværre uanset om de har et købt eksemplar eller en piratkopi.
Musikkens økonomiske værdi for os er den mulighed vi har for at sælge den. Jo flere piratkopier du (eller anybody) laver af vores musik - jo lavere bliver denne værdi. Uanset at vi stadig har originalen i vores varetægt. Når al vores potentielle publikum har vores musik, er originalen nul værd.
Nu må den da snart være feset ind, hva ... ;-)
Det er således ligegyldigt, hvad baggrunden er for ejendomsretten & ophavsretten. Det vigtige er den funktion, de yder i samfundet. Og ophavsretten er kunstnernes ejendomsret til deres egne værker.
"Ja, de bliver voksne og får stemmeret. Desværre tyder intet på at de ændrer holdning på dette område."
Stort set alle mennesker ændrer holdning, når de bliver voksne. At blive voksen betyder at man begynder at tage ansvaret for sine egne handlinger.
"Derfor mener jeg ikke det er urealistisk at frygte en ophævelse af ophavsretten."
Nu er det jo nok lige vidtløftigt nok at tro, at nogle få højtråbende fildelere skulle kunne få trumfet en ophævelse af ophavsretsloven igennem. Det er langt ude. Ophæver du ophavsretten får du ikke mere ny kunst. Det er vel ikke det fildelerne vil - vel? Det vil endvidere have den effekt, at en masse kunstnere skal ud på det øvrige arbejdsmarked & finde jobs - eller have understøttelse. Et samfund uden ophavsret har været forsøgt i nyere tid - nemlig i Sovjetunionen i perioden 1917-1989. Det medførte en kulsort periode i området, hvor der ikke blev produceret hverken film eller kontemporær musik (dog en smule klassisk). I samme periode eksploderede udviklingen af film og musik i den vestlige verden, hvor man havde de ophavsretslove vi kender idag. Det er værd at bemærke, at meget af den kunst stadig har stor værdi idag.
KK
PS: Det er sådan set et udmærket citat, du bringer fra økonomen - bortset fra, at det handler om viden - ikke om kunst. Citatet kan imidlertid også læses som et meget stærkt forsvar for ophavsretten. For der er jo ingen, der forhindrer folk (heller ikke fildelere) i at købe musik og film - musik og film er jo netop til rådighed for hele verden, fordi det lovlydige publikum betaler for det. |