 |
 |
|
| Afsendt: | 15-07-2005 01:49:44 |
| Afsender: | Ole Husgaard |
| Email: | osh@sparre.dk |
| Emne: | Den ophavsretslige beskyttelse. |
| Tekst: | Og her mit andet svar, som drejer sig om den ophavsretslige beskyttelse, og de kunstnere der giver op fordi de ikke kan "bryde igennem". Det er interessant at høre at allerede i 1981 (mange år før ulovlig kopiering blev almindeligt) gav omkring 95% af alle musikere op fordi de ikke kunne komme til at leve af det. Hvor høj mener du denne procentdel er i dag? Jeg mener det er et stort problem at pladeselskaberne, tildels i samarbejde med medierne, har skabt en opfattelse af, at man ikke kan få sin musik ud til publikum uden først at skulle underskrive en pladekontrakt der giver kunstneren 5-15% af indtægterne (efter at alle udgifter er trukket fra i kunstnerens andel). Direkte distribution udenom pladeselskaberne er i dag teknisk muligt, men pladeselskaberne er bange for det, da det vil overflødiggøre dem. Det er ikke forkert når jeg siger at den ophavsretslige beskyttelse både er blevet strammet og udvidet. Det kan man læse af ændringerne i loven om ophavsret. For at tage et par eksempler: 1) I 1995 indførte man et totalt forbud mod digital kopiering. Det var efter min mening en fejltagelse, da forbuddet ikke reelt kunne håndhæves. Derfor fortsatte mange mennesker med at kopiere digitalt, og mistede derved respekten for ophavsretten: "Det er måske ulovligt, men der er jo ingen der kan gøre noget ved det, så jeg kopierer bare". Efter min mening er denne lovændring en væsentlig årsag til den manglende respekt for ophavsretten, som jeg desværre må konstatere at flertallet af befolkningen har i dag. 2) I 1998 udvidede man den ophavsretslige beskyttelsestid med 20 år fra 50 år efter kunstnerens død til 70 år efter kunstnerens død. Dette skete med tilbagevirkende kraft for allerede skabte værker. Intentionen med ophavsretten er at give kunstneren et incitament til at skabe flere værker mod at give ham et tidsbegrænset monopol på udnyttelsen af værket. Fik det at ikke alene dig selv, dine børn, dine børnebørn, dine oldebørn og dine tip-oldebørn, men nu også dine tip-tip-oldebørn kunne få fordel af dine værker dig til at producere flere værker? Fik det at lovændringen virkede med tilbagevirkende kraft for allerede afdøde kunstnere disse kunstnere til at stå op fra graven for at producere flere værker? Nej, vel? Denne lovændring er bekymrende, da den medvirker til at hvad vi ellers har kaldt vores fælles kulturarv i langt højere grad er ejet af private interesser. Hvordan skal vores kultur kunne udvikle sig, hvis den ikke kan basere sig på inspiration fra værker der der er udviklet mange generationer i forvejen. Da vi her i landet indførte ophavsretten varede den i 10 år fra værkets offentliggørelse. Det var - efter min mening - en mere fornuftig beskyttelsestid. Det gjorde det muligt for kunstneren at beskytte sit værk i det tidsrum hvor det gav de fleste indtægter uden at det forhindrede andre kunstnere i at benytte og nyfortolke værket, hvis det ikke var helt nyt. |