FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:09-03-2003 02:45:15
Afsender:Klaus K.
Email:kk@dansermeddrenge.dk
Emne:Ja - det er skønt. MEN ...
Tekst:
Davs Preben - nu er det ikke mange herinde, der kritiserer brugen af internettet. Det er faktisk kun mig, så jeg uddyber derfor min kritik af nettet i bred forstand.

Det er jo herligt, at du har kunnet få kageopskifter og kontakt med din glemte familie via nettet - alt det der ligger gratis til fri afbenyttelse på nettet (som vel at mærke er lovligt) er jo et slaraffenland for os allesammen - her i begyndelsen.

Men husk: Mennesket vænner sig lynhurtigt til tilstandende og vil kræve mere - sådan er vores karakter - dette gælder alle. Den tilfredshed du nu viser for nettets mange muligheder vil du tage for givne i løbet af kort tid.

For os, der har oplevet at de varer vi hidtil havde til salg med rimelig succes pludselig kan tages ganske frit via nettet - lånes/tages fra venner man ikke anede, man havde - ser situationen ikke så fin og god ud. Nettet giver værdi (fx. kageopskrifter), ja - men nettet er også en værdidræber. Den dræber bl.a. folks tid, som kunne have være brugt til noget andet - og den dræber de værdier, som fx. vores musik hidtil har haft.

Mennesket opnår efter min opfattelse aldrig noget, som kun er godt. Der er altid en bagside, som bringer det gode og det onde i balance. Nettet er et fint eksempel på dette - nettet er ganske rigtigt virkelig godt til at transportere information mellem mennesker - bl.a. ved de eksempler du selv nævner - men nettet æder altså også værdier, og det æder dem i store mængder hver evige eneste dag.

Nettet har samtidig sat menneskets moral på en hård prøve, som mennesket må bestå, hvis vi skal videre. Desværre står mange til at dumpe. Mange folk tror fx. at de kan tillade sig at tage = stjæle fra andre, når blot det foregår via nettet. For her er alt jo gratis - "bør være gratis," vil de vel sige.

For mange mennesker er det at stjæle et stykke chokolade i en butik en moralsk grænse, de aldrig vil overskride - men det virker som om de har lidt (for nu ikke at sige: meget) lettere ved at passere denne grænse, når de sidder alene i et rum med en adsl-forbindelse. De er jo - rent fysisk - alene, og tror måske deres tyveri ikke bliver opdaget.

De mest inkarnerede net-fanatikere er helt ligeglade. De stjæler bare alt på nettet med arme og ben, og siger til os: Det er bare ærgerligt, at Jeres musik kan kopieres = hentes gratis. Så må I bare finde på noget andet ...

Er det nogen gode karakteregenskaber, nettet har fremelsket i dem, synes du?

Du må tænke på, at mange ellers 100% hæderlige danskere har foretaget regnestykket: Hvis jeg nu køber en adsl-forbindelse til 500 kroner om måneden, så kan jeg spare på mit månedlige CD-budget ved at downloade musikken i stedet ...

Er det godt, synes du?

Du hører ikke mange på nettet, der fokuserer på nettets negative effekt på menneskene. Tor Nørretranders og Ole Grünbaum er nogen af de få - de fleste danser stadig rundt om nettet som en flok glade tosser - og bliver tilmed sure, hvis man tillader sig at kritisere nettets indvirkning på nogen folk - (undskyld, Preben - på samme måde som du gør i dit indlæg) - men der er nødt til at være nogen, der går imod. Nogen, der gør opmærksom på problemerne, nogen der gør opmærksom på, at moralen skrider - nogen, der gør opmærksom på, at mange folk er begyndt at lyve overfor sig selv.

Personligt er mit mål at gøre opmærksom på nogen ofre - musikerne - dem, der bliver stjålet fra. Det er det, jeg gør her.

Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg er helt enig med dig i nettets kvaliteter - men vær ikke blind overfor nettets bagside.

Klaus K.

PS: Jeg har stor faglig respekt for både Gustav Winckler & John Mogensen.