|
Afsendt: | 04-04-2003 02:57:41 |
Afsender: | anders borup |
Email: | anders@sortehul.dk |
Emne: | Befolkningsudvikling har betydning for pladesalg |
Tekst: | Kære Klaus Tak for dit arbejde med at tilbagevise mange af myterne omkring avancerne i pladebranchen. Jeg stoler på dine tal. Når jeg hører om branchens krise, hører jeg hyppigt klager omkring p2p og kopiering. Jeg tror selvfølgelig at disse ting spiller ind, men jeg tror at følgende faktorer har større betydning: 1. De store årgange fra tresserne er ved at blive gamle. Det at gå til koncert og købe plader er hovedsaglig noget der er forbundet med ungdommen (og med ikke at have børn og dertil hørende pligter og glæder). Min generation (38 år) er begyndt at droppe Roskilde festivalen, og tænker ikke længere over hvad der sker indenfor musikken. Der er ikke noget mystisk i det, men det er en stor kundegruppe der forsvinder. Kilde for aldersfordeling: http://www.dst.dk/danmark_i_tal Befolkningens aldersfordeling 2001 2. Ændring i interesser for "de unge" Da jeg var teenager (og dreng) var der to seje ting: knallerter og HiFi. Noget af det mest avancerede man kunne dengang som privatforbruger, var at købe et hifi-anlæg til 20-30.000 og blære sig overfor sine venner. Musikken var en del af hele show'et. Som ung i dag er HiFi og stereoanlæg ikke længere interessant. De anlæg der sælges flest af sælges samme steder som musikken: i de store supermarkeder - og med lige så meget kærlighed lagt i valget... Jeg bor sammen med en teenage-datter, og hendes penge forsvinder til mobiltelefon og tøj. Selvfølgelig har hun også musik - men det meste er opsamlingsting eller store amerikanske ting, musik er ikke en del af hendes personlige udtryk... Så groft sagt bliver I kunstnere svigtet begge steder: af min store generation og af de unge. Jeg har nu arbejdet indenfor IT-branchen i 6 år, heraf de sidste 4 på arbejdspladser med bredbånd. Jeg har siddet som netværksansvarlig og har i de år kun oplevet en ansat der har brugt p2p-software. Jeg har ikke konstateret nogen større cd-kopiering selvom jeg er i en situation hvor jeg burde kunne lægge mærke til det. Jeg tror at der er en lille kerne af folk der kopierer voldsomt fordi det er "sejt" og "fedt", mens de fleste ikke gider. Når jeg er rundt hos venner og bekendte, er andelen af "hvide" cd-covers vel omkring 3-5% og således langt fra branchens politiske udmeldinger. Omkring min egen brug af nettet vil jeg sluttelig nævne at nettet (og dets mere grå sider) er mig til betydelig større inspiration end radio og tv. Her finder jeg mærkelig svensk musik som http://www.winnerback.net (som jeg vil til koncert med d. 28.4), tysk industritekno, Amanda Lear, Secret Service og Yello. Ting som vi godt ved at vi ikke finder i P3's mainstream grød eller the Voices reklamesnak. At pladebranchen ikke er i stand til at lave et fornuftigt alternativ til mine grå zoner gør mig bekymret på dens vegne. Held og lykke og tak for rum til at udtrykke mig. Mvh. Anders Borup |