 |
 |
|
| Afsendt: | 14-01-2003 11:53:21 |
| Afsender: | Hans-Henning Schmidt |
| Email: | freedom@email.dk |
| Emne: | Grammofonplader kan ikke afspilles |
| Tekst: | på en CD-afspiller. Og der var ingen der tvang forbrugerne til at købe en CD-afspiller. Der var faktisk en hel del lyd-fag-idioter (læs nørder) som på det kraftigste anmodede publikum om at LADE VÆRE med at købe CD-maskiner. Jeg sidder her med et "Ny elektronik" fra 1983 hvori 7 ud af 8 i en test vælger vinyl frem for CD. Ikke desto mindre kunne forbrugeren godt lide at CD-pladen ikke skulle vendes om og at der ingen spoletid er, som på kassettebånd. Forbrugeren valgte (igen) det dårligste format af de tilgængelige. Det er så blevet standarden. CD-audio har haft 25 års fødselsdag. I (næsten) alle de år har forbrugeren været tvunget til at købe en CD-afspiller - for at kunne nyde musikken - altså et lukket propietært system jvf. Peter Mogensen. Jeg synes nu ikke det er mere lukket end at man er nød til at have en skærm for at kunne bruge sin PC. Og man kan selv vælge hvor stor den skal være og hvilken producent der laver den, men den er pisket til at skulle have f.eks. et VGA Interface. Man (kunne) kan ikke tilslutte sit fjernsyn og bruge det som monitor. Det har stået forbrugeren frit for at læse spec. for CD-audio og evt. selv lave en CD-afspille om forbrugeren måtte have lyst til at spille sine CD´ere på noget andet hardware end det producenterne tilbyder. De 18 mdr. du antyder synes jeg ikke hænger sammen med virkeligheden. I december havde jeg liv i en PC med windows 3.0. Jeg hentede nogle dokumenter ud. De kunne uden videre læses og redigeres i min Office XP. Bevares - det er ikke så nemt den anden vej - men nu har jeg som forbruger heller ikke noget ønske om at det skal være min ret at kunne bremse udviklingen ;-) Det tankevækkende er så at mange forbrugere har valgt at suse ud og købe CD´ere med musik de havde betalt for én gang i forvejen. De havde allerede købt musikken på Vinyl, og den stod hjemme i reolen. Nu kunne jeg så godt tænke mig at spørge: Er det så virksomhederne der er dumme eller er forbrugerne? Jeg kan hurtigt selv svare: Forbrugerne har valgt at bruge et lydsystem som er ringere end det de havde i forvejen. I mange år havde de reelt et valg imellem Vinyl og CD. Stort set alle pladeselskaber udgav stort set alle titler på begge medier. Men grammofonpladerne kunne ikke sælges til sidst. Forbrugerne ville ha´ den lille blanke skive - den er jo nemmere. Og nogle bilder sig endda ind at den lyder bedre! Altså har forbrugerne selv bedt om at få udskiftet deres maskinpark. Sjovt nok er det sådan (under henvisning til en anden mail af Klaus K. der anskueliggør den frie prissætning på bl.a. CD´ere) at de første CD-afspillere kostede i datidskroner mellem 9.000 og 15.000 - vel noget nær det dobbelte i nutidskroner. Ikke desto mindre blev de solgt - selvom de var mildest talt forfærdelige i alle henseender - f.eks. CD100 havde besvær med at spille plader der havde mere end 20 numre - displayet rakte ikke til mere end 20 numre ! Og prisen retfærdiggjorde slet ikke indholdet. Men de blev solgt til de priser - fordi de kunne sælges til de priser! Og det er der INTET forkert i! DVD er siden kommet til. At forlange at en CD-afspiller kan afspille DVD´ere er vi nok enige om er urealistisk. Men den anden vej skulle man synes var et rimeligt krav - der også er blevet honoreret. Her har de fri markedskræfter virket fint. Det jeg synes er urimeligt er at blot fordi at teknikken nu er tilgængelig - så skal ophavsretshavere (både dem for hard og software) finde sig i ikke længere at kunne bestemme over hvilket format deres værker afvikles fra. Det er en underlig udvikling - et ret stort skred i vores vs. forbrugernes rettigheder over vores værker. Vi har nu´én gang både distributions og eksemplarfremstillingsretten. Det betyder i al sin enkelhed at vi bestemmer hvordan og hvorhen vores værker skal distribueres og kopieres. I princippet bestemmer vi altså om Hang On må distribueres til en MP3 afspiller. Denne ret har altid været der. Men det er nu, bl.a. af dig, blevet en menneskeret - en forbrugerret - at kunne kopiere og distribuere vores værker til andre platforme og andre formater end det vi udgiver det på. Principielt er jeg ubetinget uenig i dette standpunkt - det må og skal være ophavsretshavers helt legitime ret suverænt at bestemme hvilket medie og på hvilket system et givet stykke kunst skal kunne nydes fra. Når det så er sagt - så er vi også enige om at vi som ophavsretshavere ikke skal bremse udviklingen. Det vil jeg ikke være med til. Derfor er det blevet tilladt at kopiere, formatkonvertere osv. osv. til privat brug. Det har det stort set også altid været. I gamle dage formatkonverterede man jo fra Vinyl til f.eks. cassette. Infosoc direktivet gør nu denne formatkonvertering ulovlig - hvis værket er beskyttet imod kopiering/konvertering. I princippet understøtter infosoc-direktivet blot det essentielle i loven om ophavsret: Retten til distribution og eksemplarfremstilling. At infosoc direktivet, og deraf følgende kopibeskyttelser hermed besværliggør anvendelsen af lovligt købte CD-plader på dertil indrettede CD-afspillere er ikke skide heldigt. Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på at man som forbruger måtte finde sig i at efter ca. 20 afspilninger af éns lakplade så var den slidt op og man måtte købe sig en ny hvis man ville høre det samme værk igen. Ovenstående er ikke en nutidig model - hvis man har købt værket med henblik på at beholde det. Men det er klart at de første kopibeskyttelser ikke altid er de meste effektive. Til sammenligning var der også nogle som ikke kunne afspille VHS-bånd med macrovision fordi deres TV ikke magtede opgaven. Det fandt man også en løsning på. Nu er vi i en digital tidsalder hvor vi skal se at finde ud af hvordan vi bedst muligt får det bedste ud af teknologien til glæde for alle: Linux-brugere, Musikere, Forbrugere, MAC-brugere, MP3-brugere osv. Det er blot essentielt vigtigt for mig at vide præcist hvor IDFR står med henblik på retten til formatkonvertering og eksemplarfremstilling. Jeg kan nu forstå at du mener at det er en menneskeret at kunne formatkonvertere og kopiere, også selvom værket er beskyttet af en foranstaltning der har til hensigt at hindre dette. Endvidere kan jeg også forstå at du føler dig nogenlunde sikker i at din holdning afspejler IDFR´s holdning. Så langt så godt. Jeg vil tage emnet op på Dj-mail (de brækker sig sikkert over at skulle snakke om det her igen) og vil skrive et læserbrev til artisten - vort fagblad. Mvh Hans-Henning |