 |
 |
|
| Afsendt: | 21-12-2002 21:41:30 |
| Afsender: | claus bonde |
| Email: | claus.bonde@kabelnettet.dk |
| Emne: | piratkopiering et problem? |
| Tekst: | Endnu en interessant artikel: Piratkopiering diskuteres mestendels ud fra moralske synspunkter. Amerikansk økonomiprofessor forsøger at diskutere piratkopiering ud fra stringent økonomisk vinkel. Og han har endnu ikke set nogen skadevirkning af piratkopiering Mister musikindustrien overhovedet penge på piratkopiering? Svaret på dette spørgsmål virker så oplagt, at kun få har forsøgt at se på de økonomiske mekanismer bag piratkopieringen. En amerikansk økonomiprofessor åbner debatten med den kontroversielle påstand: piratkopiering gavner musikindustrien - det vil blot tage år før industrien selv opdager det. Stan Liebowitz er professor i økonomi ved University of Texas Dallas. Han har tidligere haft væsentlige synspunkter der blev draget ind i antitrust-retssagen mod Microsoft. For Cato-institute har han skrevet rapporten Policing Pirates in the Networked Age. Liebowits analyse er først og fremmest historisk funderet. Hver gang der er kommet en ny teknologi som har medført bedre kopieringsmuligheder (fotokopier, kassettebånd, video), så har kulturindustrien råbt ulven kommer og forudsagt alskens katastrofer. Hver gang har slutresultatet været, at kulturindustrien har vundet yderligere markedsdele ved de teknologiske kopieringsmuligheder. I diskussionen om internetbaseret piratkopiering af musik har musikindustrien således ikke på forhånd patent på sandheden. Måske tværtimod - industrien skal ses efter i sømmene. Historien siger piratkopiering er godt Ifølge Liebowitz har tendensen været den samme hver gang: ny teknologi opstår, den etablerede industri truer med dommedag, industrien skaber tekniske og lovgivningsmæssige hindringer og annekterer selv ganske langsomt den nye teknologi. Alle væsentlige studier viser efterfølgende store gevinster for industrien. Blandt eksemplerne er modstanden mod videobånd. I dag har den amerikanske filmindustri tre gange så stor omsætning på video som på biograffilm. De aktuelle diskussioner om piratmusik har dog nye aspekter, som kan ændre regnestykket. Tidligere kopieringsværktøjer har især været brugt til enkeltkopiering - altså ikke til massefremstilling (medmindre der har været tale om decideret kriminel virksomhed). Desuden har der hyppigt været en kvalitetsforringelse fra original til kopi. Kombinationen af digital musikkopiering og internetbaseret distribution kan ændre ved disse begrænsninger i kopieringens skadevirkninger. Indtil videre savnes dog en empirisk bevisførelse for at der faktisk er tale om skadevirkninger fra den internetbaserede musikdistribution. De forsøg på bevisførelse den amerikanske musikindustri har fremlagt, er overordentligt lette at gennemhulle for Liebowitz. Fra europæisk side kunne man tilføje, at der bevisligt er et antal lande, hvor musiksalget er faldet drastisk. Men samtidigt er der lande med tilsvarende teknologisk udvikling, hvor musiksalget stiger. Musikindustrien hævder at faldende salg skyldes piratkopiering - men undlader at forklare, hvordan salget kan stige andre steder. Ifølge Liebowitz må bevisbyrden ligge hos musikindustrien. I USA downloades via fildelingsprogrammerne 5 gange så meget musik som der købes på CD. Salgsnedgangen er på 5% - det kan ses som et helt almindeligt udsving, helt uafhængigt af musikpirateri. Reelt har fildelingsprogrammerne ikke indflydelse på salget - endnu. Man kan dog forestille sig, at salget vil blive påvirket negativt, når flere mennesker får bedre internetforbindelser, når flere får CD-brændere og når det bliver lettere at benytte computernes musiksoftware, komprimeringsprogrammer og konverteringsprogrammer. Sender kunderne væk Liebowitz mener at musikindustrien begik en helt afgørende fejl ved at dræbe den første og mest velkendte fildelingstjeneste, Napster. Napster var baseret på en central server og havde dermed mulighed for at lægge styringsmekanismer ind. Liebowitz forestiller sig, at man kunne have haft regler som at man skulle uploade samme mængde som man downloader, abonnementspris, maksimering af antallet downloads etc. Ved at dræbe Napster er det lykkedes for musikindustrien at flytte publikum til de Gnutella-agtige fildelingstjenester, som ikke kan styres centralt. Dermed har musikindustrien gjort livet sværere for sig selv. Liebowitz fremhæver, at en væsentlig årsag til pladeselskabernes langsomme engagement i internetbaseret musikdistribution er selskabernes alt for stærke bindinger til de fysiske pladeforretninger. Pladeforretningerne er hidtil lykkedes med at holde priserne for download af musik kunstigt oppe. Den større og større gruppe msuikforbrugere som hører musik fra computer bliver dermed reelt henvist til de gratis fildelingstjenester. Pladeselskaberne har simpelthen ikke et økonomisk fornuftigt tilbud til potentielle onlinekunder. I dag koster almindelige, populære CDer 13$. Downloader man et helt album koster det som regel 17$. Universal Music har netop annonceret at man sætter downloadprisen for albums ned til 10$, Sony Music har meddelt at man sætter prisen pr. sang ned fra 1.99 til 1.49$. Selv med disse prisnedsættelser er der ikke nogen grund til at tro, at kommercielt download vil kunne konkurrere med fysiske butikker. At spare 3$ for til gengæld at skulle købe blanke CDer, betale telefonregningen for download og have alt bøvlet med kopiering - det er næppe noget der flytter musikmasserne. Liebowitz påstand er, at der vil komme et kommercielt downloadmarked - men musikindustrien vil bruge år på at finde det rette prisleje. På videomarkedet skete det pludseligt, ved en tilfældighed blev priserne nedsat fra 100$ til 20$ - og markedet eksploderede. Det samme forestiller han sig for musikken. De mange downloads er jo et entydigt bevis for at der er stor interesse for selve musikken. Differentierede priser Liebowitz forestiller sig en udvikling af Digital Rights Management-systemer til at sikre mod uhæmmet brug. Der vil altid være nogle som kan knække koderne, men det vil være et mindretal - og det væsentlige for indsutrien er at sikre at produkterne er attraktive for massemarkedet. Desuden argumenterer Liebowitz kraftigt for differentierede priser. Desto mere attraktiv musikken er desto højere pris, jo flere gange man vil høre en sang, jo højere pris etc. Han går ud fra at løsningen skal baseres på abonnementssystemer - spørgsmålet handler ikke om musikindustrien vil finde det rette prisleje, men hvornår. Internet giver en vidunderlig forbedring af distributionen. Det er muligt, at det bliver nye aktører som ser dette før de gamle aktører. Men denne overlevelsesdiskussion er ligegyldig i forhold til den strikte økonomiske diskussionen om ophavsret og kopiering. |