|
Afsendt: | 12-07-2002 15:04:09 |
Afsender: | Peter Mogensen |
Email: | peter(at)digitalforbruger(dot)dk |
Emne: | Men uden fundament, ingen resultater. |
Tekst: | Jeg kan forstå du interesserer dig meget af "at give og at tage" problematikken. Det er også meget godt. Men sålænge kunsternes industri insisterer på at _tage_ fra samfundet - og i særdeleshed videnskaben ved _lov_ , så er der altså ikke noget fundament for en fornuftig løsning. Hvis du lægger mærke til det så taler Tor Nørretranders _både_ om kunst og videnskab. Jeg er godt klar over at kunstnerne lider under kriminelles aktiviteter, men videnskaber lider nu under at medie-industrien har fået deres "tagen" vedtaget ved lov. Og det endda under noget som helst der underbygger det fornuftige i hvad de gør. Her er IDFR's seneste pressemeddelese: --------------------------------------------------------- Initiativet Digitale ForbrugerRettigheder (IDFR) ønsker en fornuftig ophavsretslovgivning, der sikrer en rimelig balance imellem forbrugere og rettighedshavere. Især ønsker vi den megen omtalte pirat-kopiering bekæmpet. Det er IDFR's opfattelse at der kræves mindst følgende 3 ting for at have effekt på pirat-kopiering: 1) En lovgivning forbrugerne kan forstå. 2) At loven ikke besværliggør eller ulovliggør iøvrigt lovlige anvendelser så meget, at folk foretrækker pirat-versioner. 3) En fornuftig oplysning om - og håndhævning af loven, der skaber respekt for dens formål. Vi mener at der på område 1) og 2) sker et direkte tilbageskridt med det aktuelle lovforslag og samtidig kan vi se hvor megen postyr, der er omkring håndhævelsen af den eksisterende lovgivning. Vi mener, at APG i den aktuelle sag har en god sag. Vi har ikke fundet andledning til, at de skulle have krænket retssikkerheden, men de har tidligere anvendt kritisable metoder og vi mener der bør arbejdes fra statens side på at skabe mere respekt om håndhævelsen - dette kan være svært jo mere absurd loven forekommer den enkelte borger. Lad os kigge på 1 og 2: 1) Prøv at læs følgende fra Kulturministeren: Bilag 72: "Hvis tilegnelsen af indholdet af en elektronisk bog forudsætter en form for omgåelse af en teknisk foranstaltning, rammes dette ikke af reglerne i lovforslaget" Ministeren har flere andre steder sagt tilsvarende om andre medier (bl.a. DVD'er). Altså at hvis kopispærringen forhindrer afspilning (personlig tilegnelse), så gælder den ikke. Dette kommer dog ikke til udtryk i selve loven. Alligevel skriver kulturministeren i sit notat om tekniske foranstaltninger (bilag 35) med reference til direktivets præambel: "...Med andre ord skal man som forbruger have mulighed for at afspille eller afvikle det værk, man har købt. Hvis afspilningen af værket kræver en form for omgåelse af en teknisk foranstaltning (en kode eller lign.), rammes dette ikke af reglerne i lovforslaget." Det er imidlertid sådan at mange CD-spillere i bl.a. biler (f.eks. nyere Opel og Renault) er følsomme overfor "kopibeskyttede" CD'er. Kulturministeren skriver i sit svar på spørgsmål 78 (bilag 150): "Således vil det eksempelvis ikke være tilladt at omgå kopispærringer for at kopiere lovligt indkøbte CD'er til brug i bilen" Så brugeren må altså godt omgå en kopispærring, hvis den forhindrer at han kan afspille CD'en, men ikke hvis han ønsker at gøre det i sin bil? Et andet eksempel er når ministeren siger: "I almindelighed vil tekniske foranstaltninger ikke opfylde kravet om, at de skal være "effektive", således som dette er defineret i direktivets art. 6, stk. 3, og i lovforslagets § 75 c, stk. 4, hvis de kan omgås ved en fejltagelse." Men det er et faktum at det er rent tilfældigt hvilke CD-afspillere, der faktisk er følsomme overfor "kopibeskyttede" CD'er. Samtidig med at det tydeligt står i loven at privat-kopiering er tilladt - med mindre der er en kopibeskyttelse. Handicappede er undtaget og kan ansøge Ophavsretslicensnævnet om lov (4 ugers behandlingstid), men ministeren har udtrykkeligt sagt at Linux-brugere godt må omgå tekniske foranstaltninger hvis det er nødvendigt for at anvende deres operativsystem. Altså: "Du må godt privat-kopiere", "men ikke hvis du ikke kan p.g.a. en teknisk foranstaltning", "men godt hvis du kan alligevel, men ikke ved at du ikke burde kunne", "men ikke hvis du ved at du ikke burde kunne", "men godt hvis din personlige tilegnelses af værket er forhindret", "men ikke hvis du er handicappet, så skal du igennem Ophavsretslicensnævnet" ... med mindre du bruger Linux, så må du godt o.s.v. o.s.v. Hvordan skal forbrugerene kunne forstå denne lov? Det forekommer os at kulturministeren ikke selv kan finde klare regler. Ang. 2) Vi bringer et åbent brev fra en bekymret borger til Brian Mikkelsen: ----ooooOOOOoooo---- Kære Brian.. Jeg håber at du kan hjælpe os. Jeg har en datter på 14 år. Hun havde fødselsdag forleden og i den forbindelse gav jeg hende en mobil mp3 afspiller i fødselsdagsgave. Inden den store dag havde jeg lånt nogle af hendes egne cd-er og kopieret dem over på det lille apparat så hun kunne få lidt fornøjelse af det. Her kommer problemet: Nu erfarer jeg, at Ifølge den nye ophavsretslov, som du er ved at haste igennem inden jul, må jeg ikke gøre dette når cd-en er kopisikret (og det er alt det musik hun godt kan lide). Gaven bliver dermed, med eet, i praksis uanvendelig. Jeg er nu bange for, at dette vil drive hende ud i kriminalitet - hun kunne måske finde på selv at downloade musikken fra internettet - og det vil jeg være meget ked af. Mon ikke MP3 afspillerne og mobiltelefoner med musik ligger under juletræet hos mange unge i år? Hvor stor bliver ikke skuffelsen, når de finder ud af, at de ikke kan bruge dem, fordi en efter min mening uigennemtænkt lov bliver hastebehandlet igennem systemet. Jeg håber at I vil bruge lidt ekstra tid for at få belyst de uheldige konsekvenser den vil få for den samfundsmæssige udvikling og foretage de ændringer der er nødvendige for at loven vil komme til at fungere efter hensigten. Med venlig hilsen Lars Christiansen ----ooooOOOOoooo---- Hvis forbrugerne ikke må bruge ting som f.eks. MP3-spillere på måder som er helt lovlige af den ene grund at alt musik der kommer på markedet er "kopibeskyttet", så svækkes respekten for loven og folk vil opsøge det illegale marked istedet. Nu kunne det være interessant at se på om der overhovedet er noget der taler for at loven vil hæmme pirat-kopiering. Umiddelbart lyder det meget smukt at sige: "Det skal være forbudt at omgå en kopisikring". Men hele den udtalelser bygger på to misforståede antagelser. - At det kun er nødvendigt at omgå dem med henblik på at krænke rettighedshaverene - At det overhovedet er muligt at lave en noget der med rette kan kaldes en kopibeskyttelse. Det er nemlig ikke teknisk muligt at lave en teknisk indretning, der forhindrer kopiering alene. Alle teknikker der anvendes (og især dem på CD'er) forhindrer _afspilning_. Særligt er det slet ikke muligt at lave en teknisk foranstaltning, der tager højde for alle ophavsretslige aspekter. "Afspilning" er netop det som kulturminsteren siger man godt må omgå. Ordet "kopisikring" er stærkt misvisende. Initiativet Digitale ForbrugerRettigheder (IDFR) betviler kraftigt at de ønskede "kopisikringer" overhovedet kan eller vil komme til at eksistere. Flere videnskabelige undersøgelser der underbygger dette. Bl.a. Fra IEEE, Stanford university og Dr. Edward W. Felten. Alle konkluderer de, at det ikke er muligt at lave de ønskede "kopisikringer" og at juridisk beskyttelse af tekniske foranstaltninger vil have den stik modsatte effekt da forbrugerne vil opleve at lovlig afspilning bliver besværliggjort. Vi kan derimod ikke se nogen undersøgelser overhovedet, der underbygger at juridisk beskyttelse af tekniske foranstaltninger skulle hæmme pirat-kopiering. Alligevel er et flertalt i folketinget i disse dage ved at vedtage en ny ophavsretslov, der forbyder omgåelse af "kopisikringer". Navnlig CD'er. Vil politikerene have _mere_ pirat-kopiering? For mere information: se: http://www.digitalforbruger.dk/ L19: Kulturministeriets forslag til ny ophavsretslov http://www.ft.dk/Samling/20021/lovforslag_oversigtsformat/L19.htm Kontaktpersoner: Erik Lange Peter Mogensen Initiativet Digitale ForbrugerRettigheder (IDFR) er en ad-hoc gruppe der arbejder for at beskytte forbrugernes rettigheder og forhindre alvorlige fremtidige negative konsekvenser ved ændringen af ophavsretsloven i efteråret 2002, specielt hvad angår tekniske foranstaltninger - "kopispærringer". |