FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:08-11-2002 03:28:18
Afsender:Anders Hessellund Jensen
Email:a_j@letterbox.dk
Emne:Svar
Tekst:Hej Klaus!

Tak for dit svar. Jeg er glad for at få nogle kommentarer fra en som kender musikbranchen "indenfra".

Du skriver, at folk ikke er villige til at købe musik online.

Det tror jeg simpelthen ikke på. Der er endnu ingen, der seriøst har PRØVET at sælge musik online.

Lad mig give dig et eksempel: www.sonymusic.com , som er sony's online musikforretning.

Hvad er der så galt med SonyMusic.com?

1) Det er alt, alt for dyrt! - Det koster $1,49 pr. nummer - ca. 12-13 kroner - for éet eneste nummer! - Det er dyrere end at købe dem i en forretning!

2) Man har _ikke_ fuld råderet over den musik man downloader. - Formatet er WMA, som udover at give ringere kvalitet end en "rigtig" cd, også giver begrænsninger i muligheden for at kopiere musikken.

3) Udvalget er yderst begrænset. Der er kun 5-10 numre at vælge imellem for hver kunstner.

Musikbranchen gør i øvrigt intet for at markedsføre deres forretninger online. Hvornår så du sidst en TV reklame for at købe musik online? Til gengæld mangler der ikke TV reklamer for diverse opsamlingsalbums (sikre successer, kan man også kalde dem).

Omkring de "rige kunstnere":
Jeg synes ærligt talt, at musikere som tjener styrtende mange penge på deres CD'er burde tænke lidt mere på deres fans. Selvfølgelig fortjener dygtige musikere at tjene penge - også gode penge - men det er altså ingen menneskeret at blive milliardær på at lave musik. Husk, det er jo fans'ene der betaler for festen! Jeg synes det ville klæde de store kunstnere/pladeselskaber, hvis man lod sig styre lidt mindre af penge og overskudsmaksimering. Jeg er enig i, at man bør købe musik hvis man synes den er god - men på den anden side, så har pladeselskaberne og musikerne OGSÅ en forpligtelse, nemlig at sætte prisen på et rimeligt niveau. Her er devisen blandt pladeselskaberne p.t., at man "tager hvad man kan få", uden hensyn til de reelle produktionsomkostninger. Sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Det er muligt, at en rimelig pris er 150,- for en CD der udkommer i et mindre oplag - eller måske 100,- hvis den distribueres online. (det svarer til de 150 fraregnet udgifterne til forretningen og til presningen). Men for en CD, som udkommer i et oplag på 10 millioner, og som distribueres online, så er udgiften pr. cd måske en 5-10 kroner. Så er 150,- måske liiige en tand eller to i overkanten.

Ang. økonomien i en CD:
Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad det koster at inspille en CD, men jeg tager gerne dine tal for gode varer. Men det understreger netop nødvendigheden af, at fortælle folk hvad pengene går til. Jeg skriver heller ikke, at ALLE cd'er skal koste en 50'er. Men CD'er med et oplag på flere millioner bør ikke koste 150,-. Her må du indrømme, at produktionsprisen ikke hænger sammen med salgsprisen.

Du skriver:
"Du kan nævne 20 kunstnere, som tjener over 1 mill - jeg kan nævne dig 500 kunstnere, som tjener under 100.000. Det jeg mener er, at der findes få, meget synlige, rige kunstnere - men alle vi andre bliver altså også kopierede ... folk skelner jo ikke."

Ja, sådan er det jo desværre. Jeg ville også ønske, at folk var bedre til at hjælpe de små kunstnere.

Du skriver:
"
Jeg vil iøvrigt vove den påstand, at du slet ikke ville syntes at prisen på en CD var høj, hvis det altså ikke lige var fordi du kunne få musikken gratis. Hvorfor syntes du ikke et par bukser er dyre? Eller en T-shirt? Eller 4 bøffer? Hvorfor syntes folk, at en koncertbillet med os til 150 kr. er en OK pris - mens en CD til samme pris er dyr? Det koster 8-10 gange så meget (både penge og energi) at lave en CD i forhold til en koncert ...

Kunne det mon hænge sammen med, at CD'er kan kopieres - helt uden risiko?"

Jeg tror, at grunden til at folk ikke vil betale for CD'er er, at folk ikke har ret meget fornemmelse for hvad det koster at producere CD'er. Den generelle opfattelse er jo, at en CD koster ca. en 10'er at fremstille. Og sagen er jo, at når det drejer sig om de virkeligt store kunstnere, så har "folk" jo ret! Det er denne opfattelse, som i skal ændre. - Det hjælper ikke noget at kalde det for "tyveri", og true piraterne med bål og brand, og forsøge at indføre kopisikring. Hvad der derimod ville hjælpe var at forklare folk hvorfor de skal købe musik - og forklare folk, at pengene ikke bare ryger ned i lommen på nogle griske pladeselskaber og nogle musikere, som i forvejen er ekstremt velhavende.

Sagen er jo, at musik KAN kopieres. Uden problemer, så nemt som ingen ting. Det er den nye virkelighed. Og ligegyldigt hvad fanden pladeselskaberne finder på af kopisikringer, så hjælper det ikke en pind. Hvis musikken kan høres, så kan den også kopieres, sådan er det. Og det er umuligt at gribe ind imod ved hjælp af lovgivning, med mindre man ligefrem tillader politiet af lave stikprøve-ransagninger i folks private hjem - og det er vi vel heller ikke interesseret i.

Men jeg er glad for at vi er enige om, at blankmedieafgiften og kopisikringerne bør fjernes - mod at det bliver ulovligt at kopiere CD'er man ikke har købt.

med venlig hilsen
Anders