Tekst: | Hej Kristoffer - du skriver: "Hvor mange der rent faktisk er i stand til at lave et DVD-rip kontra at kopiere en CD'er har ikke megen betydning når begge ligger til fri download på nettet og kan afspilles på en almindelig computer."
Nej - det har meget stor betydning. Jeg vil tro, at ca. 90% af min omgangskreds har faciliteterne til at downloade musik fra kazaa (de har en netforbindelse) eller til at kopiere en CD (de har en brænder) - jeg kender derimod ingen, der har en dvd-brænder (bortset fra mig selv) - eller har mulighed for / gider vente på at downloade en film for at kunne se den på deres PC.
Det brede publikum har ikke muligheden for at kunne forbruge dvd'erne på samme måde som de kan med musikken ... og denne kendsgerning kan du tydeligt aflæse i salgstallene på begge varer.
"Jeg går hellere til koncert. Musikkerne får en større andel af fortjenesten ved koncerter og vi har rigtig mange fremragende live-bands i Danmark (har lige set Superheroes og Mew på Malmö-festivalen). Jeg har brugt omkring 2500,- på koncerter i år (indrømmet to af dem var McCartney og Springsteen i Parken)."
Bortset fra, at jeg synes det er fint, at du går til koncerter, som er vores orkesters primære business nu - (jeg var iøvrigt selv til McCartney :-)) - så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at du (alle musikforbrugere) er parate til at betale en ret høj pris for at være til koncerterne, mens I samtidig synes, at CD'erne er dyre. Overheadet til samtlige der de involverede, der tjener penge på en koncert er væsentligt højere end det tilsvarende på en CD. Folk vil åbenbart bare ikke have CD'er (albums) mere - og så får de det jo heller ikke ... men koncertoplevelsen kan jo heller ikke kopieres, så koncerterne kan holde deres efterhånden høje pris.
" ... selskaberne skulle koncentrere sig om produktudvikling såsom online-distribuering af musik (så man også kan hente blot enkelte numre) og ekstramateriale på CD'ere ...
Dette udsagn gjaldt måske for 1 år siden. Det kan du jo ikke sige mere, nu hvor mulighederne findes. Iøvrigt er det en lousy forretning at sælge enkelte numre, men det er en anden sag. Det er åbenbart stadig for nemt at hente samme vare gratis.
" ... og så kunne de for min skyld også droppe 800 mio. kontrakten med Robbie Williams"
Ingen af os kender det tal - det kan ligeså godt være 80 mill eller 8 mill - og det er under alle omstændigheder et forskud, RW skal betale tilbage i form af indtjening på leverede albums. 800 mill virker som en af de sædvanlige medie-ænder om musikbranchen. Det er jo dejligt for gratis-brugerne at få nogen argumenter, så de kan fortsætte gratis-festen med god samvittighed, ikke også? Jeg synes ikke man skal bilde dig ind, at man vil kunne gøre det bedre end det selskab, der har signet RW - hvis de mener, de kan lave penge på ham - og vigtigt: Tjene penge på ham til produktion af nye navne - så er det sgu nærmest deres PLIGT at give ham X mill for hans underskrift.
" ... og de mio. af reklamekroner som bruges på diverse "Greatest Hits"-TV-reklamer."
Du kan bilde dig ind hvad du vil, men dette ligger et par år tilbage nu. Både for så vidt angår prisen på TV-reklamer - og antallet af musikreklamer for Greatest Hits på TV. Dengang - i år 1999 og år 2000 er jeg til gengæld enig med dig i dette. Men TV er nu engang måden at komme ud til de brede befolkningsgrupper på - og det viser sig jo gang på gang, at de gerne vil købe Greatest Hits. Dette skyldes også alderssammensætningen - de gamle er nu langt i overtal i forhold til de unge - og de har også flere penge.
"Kopi-sikrede CD'ere kan ikke lægges over på min MP3-afspiller og er derfor forringede produkter i mine øjne."
Du er jo selvfølgelig velkommen til at gøre hvad du vil her i livet, så længe du ikke bryder landets love. Men det du taler om er altså en forringelse i forhold til perioden juni 2001, hvor det blev tilladt at kopiere digitalt til privat brug - og indtil dec. 2002 hvor det blev forbudt at kopiere kopisikrede CD'er. Fordi før juni 2001 måtte du slet ikke kopiere digitalt.
Jeg bryder mig heller ikke om kopisikring, men den flodbølge af massekopiering, der skete i 2001, som bragte et i forvejen sårbart salg af CD'er ud i et nyt styrtdyk gjorde det nødvendigt at gøre noget. Du kan muligvis ikke forstå dette, fordi du tror, at pladebranchen er rig - men i DK var politikernes lov i 2002 med forbud imod brydning af kopisikrede CD'er et redningskrans ud til en branche, der var ved at gå fuldstændig ned med flaget - dreje nøglen om og lukke i DK. Det var simpelthen nødvendigt at gøre det, hvis vi fortsat vil have udgivet dansk musik.
Branchen kan ikke overleve i DK (eller andre steder), hvis ikke folk betaler for musikken - det er klart. Og eftersom der stadig ikke er nok salg i downloads, så er der formentlig ikke andre muligheder lige nu.
Vi vil naturligvis gerne overleve - men hvad havde du tænkt dig? Skal vi sætte priserne på koncerterne endnu højere op for at få råd til at lave et nyt album?
Klaus K. |