Tekst: | Hej Klaus, Først og fremmest vil jeg gerne undskylde min noget storblomstrede formulering i den sætning du refererer til,( jeg har lagt mig selv på hjul og stejle som bod, og har nu en brun pose ved hånden til at ånde i, når jeg hyperventilerer ), dernæst vil jeg uddybe mit indlæg. Jeg er stolt af at være pladeforhandler, og glæder mig hver eneste gang jeg møder en kunde ude i byen som stopper mig for at udtrykke glæde over det musik han fik med hjem. Læser du mit indlæg i sammenhæng signalerer jeg jo netop, at jeg gerne vil noget - også med DmD. Det jeg så gerne vil have, er at folk når de køber en CD hos mig føler de har fået noget der virkelig er pengene værd. Hvis I begynder med at sælge downloads, ved I udmærket godt, at I ikke kan få 150 kr. pr. album, og uanset hvilket prisleje I måtte vælge, kommer i til at konkurrere med pladebutikkerne...ikke?
Konkurrence er OK - men kun på lige vilkår!
I en tid hvor salget for alvor er for nedadgående, føler jeg mig nok lidt forrådt af den der enhver-for-sig-selv holdning, du udtrykker. Jeg kan give dig et eksempel: jeg havde en kunde som købte for mange tusinde kroner om året til formål (lovlige, og ikke til videresalg) jeg ikke vil røbe her, og som pludselig holdt op med at købe hos mig. Direkte adspurgt røbede han at han var begyndt at handle hos én af grossisterne, hvor han kunne købe CD'erne til ren nettopris. Jeg var målløs. Kan det passe at jeg skal konkurrere med mine egne leverandører? Klaus, du og dit evt. pladeselskab er min leverandør - eller hvad?
Du spørger om jeg uanset uændret salg vil holde op med at sælge DmD CD'er. Det er svært at svare på, for som du ved har enhver specialbutik et repertoire der dels styres af efterspørgsel og dels af indehaverens præferencer. Der er mange af mine CD'er der ikke sælges ret ofte , men som jeg altid har på lager: Pink Floyd, tidlige Genesis, Jethro Tull, Yes og så videre. Og ja, efter nærmere eftertanke - jeg vil blive ved med at tilbyde Jeres CD'er - fordi jeg synes de er gode! De store kæder er mere barske derhen at hvis omsætningshastigheden på en titel ikke er tilfredsstillende, bliver den fjernet af repertoiret, og det er _det_ I risikerer hvis en del af salget kanaliseres over til jer selv. Hvis du mener downloads mod betaling udelukkende udvider salget, og ikke omrokerer det, har hverken du eller jeg noget at bekymre os over - men tror du selv på det?
Venlig hilsen og Godt Nytår, Ole, CD-BAREN |