FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:10-11-2007 05:51:58
Afsender:Mathias
Email:drumchamps@hotmail.com
Emne:Min far.....
Tekst:Jeg havde egentlig tænkt mig at starte min egen tråd om min historie om hvordan jeg mistede min far, men da jeg så denne tråd så tænkte jeg at mit svar måske var lidt mere nyttig herinde.

Min far døde for 2 år siden, dvs. i julen 2005. Efter lang tid med kemo og strålebehandling. Jeg vil ikke komme så meget ind på forløbet da det er alt for følelses mæssigt hårdt endnu for mig, selvom det er 2 år siden snart han døde. :( Jeg kan derimod fortælle at både sangen "Er der nogen i hilmen" viste sig at se ud på en helt anden måde efter man selv mærker døden tæt på sig. For mange som ikke har mistet nogen tæt på har måske "bare" den opfattelse af sorg og at sangen handler om håb og så videre. Når man som mig og Henriette har prøvet at miste en person som stod en meget nært. I vores tilfælde vores kære far (vi er ikke i familie mig og henriette), så får sangen en helt anden og mere personlig betydning.

Det tog mig meget lang tid at komme bare lidt ovenpå igen, men sangen "Er der nogen i hilmen?" har virkelig betydet en stor del for mig. Da den hver gang får mine tårer frem, både dem med gode minder at tænke på men også en god del af sorgen kommer frem. Det vil den jo altid gøre når man blir ramt på følelserne af en sang. Det kan godt være jeg skriver lidt rodet men sådn sker det tit når jeg skriver om min fars døde og kræft-sygdom.

Jeg kan huske at første gang jeg var på langeland med min mor og far var faktisk også den sidste sommerferie jeg fik med min far, fordi det var nemlig i sommeren 2005 og dengang var han også mærket så småt af kræften og behandlingen. Allerede dengang var sangen med meget stor betydning for mig, men på det tidspunkt vidste jeg ikke at min far skulle dø, men at der stadig var håb. Det var først i sept./okt. måned vi fik "dommen" af lægerne om at fordi kræften var gået i hans hjerne ville de ikke gøre mere for at redde ham,....hvad jeg i dag stadig ikke har tilgivet dem...:(

Året efter valgte jeg så at tage til langeland igen, sammen med en ven. Det gjorde jeg dels fordi jeg synes at stemningen både ude omkring på pladsen og til de forskellige koncerter. Så var det også for at bevise overfor mig selv at langeland også var et sted man kunne besøge selvm far ikke var med....nærmest for at presse lidt håb om fremtiden ind i mig selv.

Jeg kan fortælle dig Henriette at du selv står overfor en kæmpe kamp for at komme igennem den værste sorg og at den altid vil være i dit liv, men du kan godt komme det videre så du kan "acceptere" at han er død og komme videre. Det kræver en masse grædeture og snakke med din familie og venner men jeg tror helt sikkert på at du kommer videre, ligsom jeg er på vej :D

Så hæng på derude og tro på at fremtiden er lys selvom lyset er slukket lige nu...!!

mvh.

Mathias